søndag den 28. november 2010
fredag den 26. november 2010
Spørgsmål til dagens lektie (og emnet fra sidst)
2) På hvilke 3 måder kan historikeren ifølge RD styre den kontrafaktiske fortælling?
3) Hvorfor er netop militærhistorie og individuelle handlinger de foretrukne emner?
4) Hvad er historikerens rolle og mål i hhv. positivismen og den sproglige vending og hvilken giver mulighed for kontrafaktisk historieskrivning?
onsdag den 24. november 2010
Hvad nu hvis..
... Cuba-krisen havde udviklet sig til mere end en krise?
I bogen Det 20. århundredes verdenshistorie side 135-137 redegøres der for det faktiske forløb af Cuba-krisen. De to førende supermagten i verden USSR og USA opruster hver især til en krig, der aldrig bliver varm. Begge magter spiller et højt spil og den mindste fejltagelse kan medføre starten på en 3. verdenskrig, hvilket ingen af de to modparter ønskede. Dette underbygger, at forholdet imellem magterne, er ekstremt anspændt. Teksten giver, en meget overskuelig redegørelse for forløbet, samtidig med at man opnår en relevant viden om krisen. Man får desuden også et overblik over hvem der foretog sig hvad. Den afgørende begivenhed i dette forløb, beskrives som da de russiske handelsskibe vender om, da der dermed ikke sker en konfrontation imellem de 2 supermagter. Da denne idé om ikke at opnå en konfrontation imellem magterne og de to ledere hver især bruger tid på at tænke sig om inden de handler, kan man sige at historiesynet er idealistisk. Dette ses da det netop er ideer og historiske personligheder, som er drivkræften i denne historiske begivenhed. Da teksten her er skrevet meget objektivt og præcis, er sproget med til at underbygge tekstens troværdighed.
I uddraget fra Robert L. O’Connells ”Danforth Kommisionens beretning om 2-dages krigen” ses en kontrafaktisk redegørelse af Cuba-Krisen. Uddraget tager udgangspunkt i den afgørende begivenhed, hvor et amerikansk U-2 fly skydes ned af lokale sovjetiske kommandører på Cuba. Herfra går forfatteren over til hypotetisk at komme med et bud på, hvad der kunne være sket, hvis Kennedy havde valgt at svare igen. Denne begivenhed giver også anledning til at flere sovjetiske tropper begynder at handle selvstændigt, og ikke længere adlyder ordre fra USSR, hvilket kun gør krisen værre. Teksten er overdrevet, hvilket gør den til et godt eksempel på hvor lidt der skal til for at gøre en kold krig varm og hvad der kunne være sket, hvis ikke de to stormagter havde tænkt sig om. Teksten er opbygget som en rapport og hvis det kontrafaktiske havde været det faktiske ville den have været en god informationskilde, da den er meget præcis og opstiller direkte tidspunkter, flynumre og længder. Da den er kontrafaktisk, kan vi desværre ikke bruge den som information til at beskrive begivenhedsforløbet, men den kan som før nævnt bruges til at analyserer hvor lidt der skal til at gøre en kold krig varm. Teksten bruger her de narrative virkemidler hvilket kommer til udtryk på forsiden og den indledende beskrivelse. Her får vi at vide at det er denne Ph. D professor, der har redigeret denne beretning om Cuba-krisens udfald. Her misbruges betegnelsen Ph.D, hvilket vi normalt associerer med en kløgtig person, der har sin viden i orden. Samtidig beskrives denne tekst som et middel til at fjerne skyldfølelsen hos Amerikanerne, som denne krise kan have pålagt dem. Der kan her opstå tvivl om visse begivenheder, udtalelser mm. kan være redigeret til USA’s fordel. Historiesynet her er stadig idealistisk, da det stadig er de historiske personligheder der af afgørende for begivenhedernes udfald.
I teksten ”3. verdenskrig – Cubakrisen løber løbsk” af Rasmus Dahlberg er der både en faktisk og en kontrafaktisk del. I den faktiske del redegøres der for det nedskudte Amerikanske U-2 fly og hvordan Kennedy valgte at se bort fra dette. Der menes at han formådeligt forhindrede 3. verdenskrig. Derudover ville både Kennedy og Krustjov undgå en 3-verdenskrig og de indgik derfor aftalen om, at begge partner fik fjernet raketterne i henholdsvis Tyrkiet og Cuba. Denne del af teksten beskriver udmærket den centrale begivenhed, hvor Kennedy vælger ikke at svare tilbage på det nedskudte fly. Derudover beskrives der den aftale som de to supermagter indgik. Denne kilde kan derfor bidrage med relevant information. Derudover er der en kontrafaktisk del, der giver et bud på, hvad der ville være sket, hvis Kennedy havde reageret anderledes de 27. oktober. Europa og Sovjet ville have været i ruiner og USA underlagt store skader. Teksten er meget overskuelig og der er derfor et godt sammenspil imellem det faktisk og det kontrafaktiske. Da vi stadig har med enkeltpersoner der muligvis har gjort den store forskel er historiesynet her også idealistisk.
Begge kontrafaktiske tekster har episoden med nedskydningen af et amerikansk fly, som den centrale begivenhed, hvilket viser at dette har været det sted i den kolde krig, der var tættest på at blive varm. På denne måde er den kontrafaktiske historieskrivning med til at fremhæve og udvælge de nøglebegivenheder, der har haft størst betydning i historien. Ulempen ved denne metodeform er, at det kun er hypoteser og formodninger om hvad der kunne være sket og ikke hvad der faktisk skete.
Kontrafaktisk historieforløb
Danforth kommisions beretning om 2-dages krigen, bruger et meget formelt sprog til at overbevise læseren om at det der bliver fortalt er historisk korrekt, og der bliver heller ingen steder gjort opmærksom på at det er kontrafaktisk, så hvis læseren ikke vidste bedre ville det være et meget overbevisende dokument, hvorimod Rasmus Dahlbergs starter med at spørge hvad der var sket, hvis Cubakrisen virkelig havde løbet løbsk, og bruger et meget mere “normalt” sprog, som er mere let læseligt, det er reelt kun Rasmus Dahlbergs tekst som beskriver det faktiske forløb, så den virker ikke ligeså troværdig som kommisionsens rapport.
Begge tekster ligger meget op til at det afgørende for at krigen udbrød var den sovjetiske nedskydning af et U-2 spionfly over Cuba, og fordi at Kennedy valgte at svare igen.
Danforth ligger slet ikke op til at det der står i beretningen ikke er sket, så de bruger ikke den “rigtige” historie som en reference, det gør Rasmus Dahlbergs tekst.
Rasmus S. Larsen
tirsdag den 16. november 2010
Hvad nu hvis...
I bogen ”det 20. Århundredets verdenshistorie” bliver Cuba-krisen fremstillet med mange relevante faglige oplysninger. Det er den tekst der foregår på mindst spekulationer, og den fremlægger den Kolde krigs brandpunkt med et objektiv syn. I modsætning foregår ”2-dags krigen” på rene spekulationer, og det er svært at bruge teksten til at finde historiske faglige oplysninger, idet der ikke er specielt meget som virkelig er sket. Teksten ”3. Verdenskrig” er et blanding af et kontrafaktisk syn og virkelige facts. Dermed kan vi bruge teksten i starten til at få relevante faglige oplysninger, hvorimod de sidste forgår på spekulationer.
Fordele ved kontrafaktiske historieskrivninger er, at man får en fornemmelse af hvor lidt der skal til for at det kan ændre hele verdenshistorien. På den måde kan man få et godt billede af hvor afhængige menneskeheden er af ganske få personer. En ulempe ved den kontrafaktiske skrivemetode er at det meste foregår på spekulationer og det på længere sigt kan være svært at forholde sig til, idet man kan sætte spekulationer ved alting.
Christian og Rasmus
mandag den 15. november 2010
Hvad nu hvis...
I bogen Det 20. århundredes verdenhistorie side 135-137 omtales det, hvordan Cuba-krisen forløb i de 13 dage den varede. Af relevante informationer oplyses det, hvorledes de to supermagter, USA og Sovjetunionen, reagerede på modpartens handlinger. Dermed pointeres det også hvor anspændt denne situation var for verden. Idet Cubakrisen altså udgjorde tidspunktet for, hvornår den kolde krig virkelig spidsede til, omtaler teksten også hvorfor det, der skete, skete. Dvs. den undersøger hvorfor Cubakrisens omfattende konsekvenser aldrig udviklede sig til mere end frygt. Et eksempel på dette er bl.a. at der var en hvis tilbageholdenhed hos de to nationers ledere, der ikke ønskede at risikere en atomkrig. Dette nævnes som et afgørende argument for at krisen forløb som den gjorde. Teksten forholder sig dermed til emnet, ved alene at kigge på hvad der skete og udelukker det der pga. omstændighederne og de enkelte begivenheder ikke skete. Historiesynet kan dermed siges at være idealistisk, fordi mht. årsagerne til historiens forløb er det de centrale personer og deres motiver der dominerer. Disse fremhæves som det der determinerede historien.
Uddraget fra Robert L. O’Connells ”Danforth Kommisionens beretning om 2-dages krigen” behandler i langt højere grad end den ovenstående faglige tekst den kontrafaktiske historie frem for det faktiske forløb. Der tages udgangspunkt i begivenheden, hvor et amerikansk fly på rekognoscering over Cuba nedskydes af et sovjetisk SAM batteri og piloten dræbes. Derefter spinder teksten videre på hvad der kunne være hændt hvis USA havde valgt at komme med en modreaktion på dette. Teksten beskriver dette som den første gang ”at lokale sovjetiske kommandører var begyndt at tage sagen i deres egne hænder”(side 2, linje 37-38). Den essentielle begivenhed bliver dermed at det amerikanske fly blev skudt ned, da denne handling åbnede op for at flere sovjetiske underordnede begyndte at handle selvstændigt. Denne tanke om at krisen kunne have udviklet sig yderligere som følge af sovjetiske handlingsprocedurer hænger godt sammen med det indledende brev i teksten. Her bruges det narrative virkemiddel at afsenderen er en person der skal redegøre for hvordan konsekvenserne af Cubakrisen under navnet 2-Dages Krigen kunne blive så omfattende. Herunder inddrages også retfærdiggørelse af USA’s handlinger og dermed skal skyldfølelsen fjernes fra Amerikanernes samvittighed. Af denne grund pålægges Sovjetunionen skylden for det handlingsforløb teksten beskriver, dvs. det kontrafaktiske forløb. Historiesynet lægger dermed vægt på at det er enkelte personers aktørniveau der er historiens drivkræfter.
I.f.t. den meget detaljerede beskrivelse i førnævnte tekst forholder ”3. verdenskrig” af Rasmus Dahlberg sig mere overordnet til, hvis nu Cubakrisen havde løbet løbsk. Endnu en gang nævnes den begivenhed hvor et amerikansk fly skydes ned men det afgørende, der fremhæves i denne tekst, er at præsident Kennedy ikke valgte ”at svare igen, og dermed forhindrede han formodentlig 3. Verdenskrig”(side 156, linje 9-11) Det var dermed Kennedys passitivitet, dvs. en form for Appeasement-politik, overfor Sovjets første angreb der var udfaldsgivende for at det kontrafaktiske forløb ikke blev faktisk. Herved er det kun få faglige oplysninger vi får fra teksten da den i høj grad kun fokuserer på det hypotetiske. Denne mindre form for svaghed forstærkes af sprogbruget hvor ord som ”hvis” og ”formodentlig” optræder en del gange. Disse betoner at hele teksten blot er noget forfatteren gisner om, men idet man er opmærksom på at det netop er den kontrafaktiske historie som teksten behandler, så svækker dette ikke teksten. I stedet er disse ord med til at fremhæve teksten hensigt.
Den kontrafaktiske historieskrivning har både en række fordele og ulemper. Et positivt aspekt ved denne historieskrivning er, at mennesket ved at lægge mærke til de små ting gennem tiden, der kunne have givet enorme udfald, bliver klogere på, hvad man i fremtiden skal være opmærksom på. Derved ville man kunne forhindre at man ender med, at det, der kunne være sket, en dag sker. Dette kunne mhp. Cubakrisen fx være en bevidsthed om at man i krisetider måske ikke altid skal handle hurtigt og instinktivt men i stedet vurdere hvad der ville være bedst på længere sigt. Dog indebærer kontrafaktisk historie også en masse gætterier om fortiden uden at der nødvendigvis er hold i disse. Dette kan medføre, at mennesket fejlfortolker deres historie og dermed i fremtiden agerer forkert i.f.t. denne.
Sara og Cille
Hvad nu hvis... Cuba-krisen havde udviklet sig til mere end en krise?
Fordele ved den kontrafaktiske historieskrivning, er at der bliver reflekteret over konkrete begivenheder, der kunne havde fundet sted, og derved bliver man opmærksom på, hvilke hændelser og situationer, man skal undgå i fremtiden. Ulempen kan være, at man fokusere på hvad man kunne havde gjort anderledes, hvor man i stedet måske burde overveje, hvad man kan gøre anderledes.
Thomas og Lange
Kontrafaktisk Historie
3. verdenskrig- Cubakrisen løber løbsk er mere spekulativ omkring Cuba-krisen end den rene beskrivelse der er i den anden. Igen bliver der taget udgangs-punkt i Cuba-krisen start men i løbet af denne her tekst bliver også inddraget lidt senere begivenheder såsom brevene mellem Krustjov og Kennedy. Det gør også denne tekst mere overbevisende, og den overvejer alle de reaktioner amerikaner/russerne ville have på en logisk, overbevisende måde. Endnu engang er den udløsende faktor nedskydningen af det Amerikanske U-2-spionfly.
Tredje tekst?
Cuba krisen
Teksten ”Danforth Kommisionens beretning om 2-dages krigen” gives en kontrafaktisk beskrivelse af handlingsforløbet under Cuba-krisen. Teksten er skrevet som en rapport, der klarlægger handlingsforløbet under ”2-dages krigen” – en fiktiv kortvarig konflikt hvor den kolde krig blev varm. Denne ”2-dages krig” er en hypotetisk udvikling af begivenhederne der fandt sted den 27. oktober 1962. Her blev et amerikansk spionfly af typen U2 skudt ned af luftværnsmissiler affyret fra Cuba. Flyets pilot blev dræbt og dette kan altså ses som en regulær krigshandling. Og det er så her at forfatteren vælger at skildre hvordan denne episode kunne have udviklet sig, hvis ikke Præsident Kennedy havde været ved magten og håndteret situationen som han gjorde. Hændelserne under ”2-dages krigen” er som sagt beskrevet som en rapport der klarlægger hændelserne og tager derfor mange relevante faglige oplysninger med ind i teksten. Der bliver brugt præcise betegnelser for diverse militærenheder og der bliver altså ikke indført en masse urealistiske våben. Som konflikten udvikler sig synes jeg dog at handlingsforløbet bliver overdrevet. Pludselig vælger de sovjetiske tropper at affyre atommissiler imod amerikansk jord – ja faktisk helt op til Washington, hovednerven i det amerikanske forsvar. Dette resulterer i at USA starter den Integrerede Operationsplan – en plan som fører til en total udslettelse af USSR.
Den begivenhed som går igen i de to kontrafaktiske tekster er nedskydningen af U2 flyet over Cuba d. 27. oktober, dvs. en begivenhed der rent faktisk fandt sted. Begge tekster er også enige om at en optrapning af konflikten ville have fået katastrofale konsekvenser.
I den kontrafaktiske tekst ”3. verdenskrig – Cubakrisen løber løbsk” fokuseres der på hvad der ville være sket, hvis Kennedy havde reageret på at et amerikansk fly blev skudt ned over Cuba. Den første del af teksten er reelle facts på hvad der faktisk skete, og anden del er kontrafaktisk. På den måde er der god overensstemmelse mellem den kontrafaktiske del og den reelle historie del, da den kontrafaktiske del netop tager udgangspunkt i en begivenhed belyst i den reelle historie del. I denne tekst fokuseres der som nævnt ovenstående på nedskydningen af et amerikansk fly som en af de mest vigtige og essentielle begivenheder. Da det reelt var en af de begivenheder som var ”varm” da den involverede beskydning, og ikke kun magt og trusler som den kolde krig ellers generelt bar præg af. Der er en naturlig logisk tankegang i teksten, det virker ikke som den river ned fra hylderne, men derimod fokuserer den på at krigen ville eskalere som følge af det materiel der allerede var i området.
At begge tekster bygger på begivenhederne d. 27. oktober viser at denne episode var en af de mest kritiske episoder under Cubakrisen. Vi kan derfor kun være taknemmelige over at Præsident Kennedy reagerede som han gjorde. Man kan altså ved at kigge på historien kontrafaktisk finde frem til hvilke begivenheder der var af størst betydning for at historien udfoldede sig som den gjorde. Der hvor den kontrafaktiske historiebeskrivelse kommer til kort, er at det jo som bekendt er umuligt at forudsige hvad der ville være sket og derfor kan man i sidste ende heller ikke drage nogle klare konklusioner ud fra den kontrafaktiske historieskrivning.
onsdag den 10. november 2010
Hvad nu hvis...
Sådanne spørgsmål og historiske undersøgelser kaldes som bekendt for kontrafaktiske - altså imod kendsgerningerne. De tre tekster I har læst til i dag omhandler alle Cuba-krisen - såvel det skete som det mulige, det kontrafaktiske.
I skal parvist skrive et (nyt) blogindlæg, hvor I sammenligner og vurderer de tre teksters fremstilling af-Cuba krisen.
I skal komme ind på følgende:
- teksternes sproglige og narrative virkemidler
- hvorvidt teksterne giver relevante faglige oplysninger om Cuba-krisen
- hvilken begivenhed i Cuba-krisen teksterne hver især anser som værende essentiel/afgørende
- teksternes historiesyn
- hvorledes de tre tekster forholder sig til og anvender det der kunne være sket (det kontrafaktiske)
Afslut med kort vurdering af den kontrafaktiske historieskrivnings fordele og ulemper.
I skal tilstræbe at skrive en sammenhængende tekst - det skal ikke være på punktform eller skematisk.
Men inden I går i gang (eller i hvert fald i løbet af timen) skal I alle skrive en kommentar, hvor I kommer med et bud på en historisk begivenhed som kunne belyses kontrafaktisk. Kommentaren skal blot fortsætte overskriften af dette indlæg: Hvad nu hvis...
God fornøjelse
Mvh. Martin
Såvel kommentaren som indlægget anvendes som dokumentation for tilstedværelse i dagens lektion.
mandag den 1. november 2010
Hvordan adskilte østtyskernes livsforhold og dagligdag fra vestyskernes?
tirsdag den 26. oktober 2010
Tyskland accepterer deres nye rolle i det europæiske fællesskab
Tyskland er i dag en betydningsfuld nation med stor indflydelse på det europæiske kontinent. Efter Sovjets sammenbrud var der ingen dominerende magt i Europa. Dette kunne skabe frygt hos andre europæiske lande for, at det genforenede Tyskland igen ville få stormagtsdrømme. Men Tyskland selv påpegede at deres mål derimod var, at Vesteuropa skulle overtage denne rolle og derved samle Europa. For at nå dette mål kunne Tyskland selv fx være broen til Østeuropa. Det tyder altså på, at Tyskland ikke længere ønskede at stå alene for at herske over Europa men i stedet ville være en ligeberettiget del heraf for at beskytte og fremme alle europæeres fællesinteresse.
Et demokratisk og vestliggjort Tyskland opstod efter, at landet igen var samlet, men det var ikke kun for tyskerne, at genforeningen havde indflydelse. Opdelingen af Europa i øst og vest forsvandt nemlig gradvist også herefter, og derved kan genforeningen af Tyskland ses som et symbol for Europas sammensmeltning, hvorved det blev muligt at skabe et demokratisk internationalt samfund. Tyskland var villig til at gå med på Vestens kompromisser. Ikke nok med at de var demokratiske, så var de også villige til at afgive suverænitet til overnationale organer fx på det militære område. Tyskland ønskede at blive europæiseret ved at samarbejde kulturelt, politisk og økonomisk med andre lande i Europa. Det europæiske fællesskab blev dermed grundlaget for tysk udenrigspolitik.
Tysklands genforening har også bragt andre ting med sig. Helmut Kohl, forhenværende tysk kansler der i høj grad medvirkede til Tysklands europæiske integrationsproces, anser denne som resulterende i indførelsen af euroen og etableringen af Den Europæiske Centralbank. Afskaffelsen af den daværende tyske valuta, D-marken, skulle skabe sikkerhed for at Tyskland ikke skulle vende tilbage til tidligere tiders enerådige magtbegær og storhedsvanvid. Frygten for dette er med tiden af flere grunde blevet mindre. For det første har den tyske regering levet op til Europas krav. Derudover har Tyskland afgivet deres D-mark og gennem suverænitetsafgivelse blevet tættere knyttet til EU. Endelig har Tysklands økonomi gennem længere tid været tilbageholdende, grænsende til det skrøbelige, hvorfor man ikke frygter landets styrke.
Men EU's udvidelse mod øst har igen rejst tvivl om Tysklands position. Arbejdskraftens fri bevægelighed som konsekvens af EU’s østudvidelse kunne i Vesteuropa og dermed også i Tyskland skabe frygt for større arbejdsløshed og faldende lønninger. Derved kunne tyskernes opbakning til den fælles europæiske politik blive mindre, og Tyskland vil måske trække sig mere ud af det europæiske fællesskab. Dermed opstår muligheden for at frygten for en ny stærk tysk nationalstat endnu en gang kan blomstre. Til dette skal man dog huske at tilføje at en faldende opbakning til EU på baggrund af ovenstående grunde ikke kun ville kunne gøre sig gældende i Tyskland men også i samtlige andre lande. Afslutningsvis kan det nævnes, at denne frygt for at Tyskland skulle forfalde til at gå egne vegne ifølge EU-kommissionens formand, José Manuel Durão Barroso, bliver neddæmpet, hvis man betragter Tysklands nuværende enorme engagement i det europæiske samarbejde. På denne måde har Tysklands rolle i Europa udviklet sig frem mod at blive et anerkendt land, der vil vise, at det har noget at bidrage med til den globaliserede verden.
Tyskland efter 1945: Angreb er det bedste forsvar
Årsager til Berlinmurens fald: Murens fald varslede den Kolde Krigs afslutning.
Berlinmurens fald skete om natten fra torsdag den 9.november til fredag den 10.november 1989, og var starten på østblokkens endelige fald. Der var flere faktorer der spillede ind på murens fald, og en af dem var at USSR fik sværere ved at fastholde "jerntæppet" ned over Europa. Dette kom specielt til udtryk i sommeren 1989, hvor man i Ungarn demonterede jerntæppet mellem Ungarn og Østrig, og på den måde var der hul ind til vesten. Det benyttede mange østtyskere sig af, som var på sommerferie i Ungarn, da de havde nemt ved at flygte til vesten. Dette lagde et enormt pres på USSR, som ikke vidste hvad de skulle gøre. Samtidig blev der afholdt kæmpe demonstrationer i Berlin, og kommunismen i Ungarn, Polen og Tjekkoslovakiet begyndte at falde og det lagde yderligere pres på USSR (http://history1900s.about.com/od/coldwa1/a/berlinwall_2.htm). Den 9. november gav styret endeligt efter, og tillod borgerne i Berlin fri udrejse til vesten.
Andre årsager til Berlinmurens fald var omfattende vækstproblemer samt miljøproblemer. DDR var styret igennem planøkonomi, men denne måde at håndtere landets økonomi på var for længst løbet ind i vækstmæssige problemer, i forhold til den hurtigt voksende økonomi i vesten. Der var en manglende evne til at kunne øge kvaliteten og produktiviteten, og forsyningerne i landet var derfor meget sparsomme. Samtidig kunne befolkningen i Østberlin følge med via parabol, hvordan levevilkårene samt forbrugsevnerne i det vestlige samfund blev bedre og bedre. USSR havde oven i dette store miljøproblemer, idet de østeuropæiske industrier var utrolig energitunge, og der forekom ingen rensning af forskellige former for udslip. Dette medførte bl.a. forurenet vandløb, luftforurening samt skovdød. (Syskind m.fl. ”Det 20. århundredes verdenshistorie”, systime, 2008, s.186-187 og 190-191).
Ovenstående forklaringer på sammenbruddet af USSR’s fokuserer på deres indre problemer, men man kan også se årsagerne på sammenbruddet ud fra USA’s (Ronald Reagan’s) påvirkning. Da Ronald Reagan kom til som præsident for USA i 1980, ændrede han USA’s opfattelse af den kolde krig. Tidligere (1970’erne) i den kolde krig havde USA opfattelsen, at man skulle leve i en fredfyldt sameksistens – ”Peaceful coexistence”, og man begyndte at nedruste, grundet aftaler mellem de to parter. Dette ændrede Ronald Reagan da han kom til. Udenrigspolitisk talte Reagan om det stærke Amerika, og han opfattede USSR som et unaturligt – ”ondskabens rige”. Derfor mente han at den eneste mulighed for at fred var gennem en massiv oprustning – ”Peace through strength” eller som der menes – angreb er det bedste forsvar! Denne oprustning kunne USSR ikke modsvarere, idet deres økonomiske vækst begyndte at gå markant langsommere fra 1960, grundet strukturelle problemer i planøkonomien. Dette er endnu en mulig årsag til USSR’s sammenbrud.
(Ovenstående besvarelse bygger i høj grad på informationer fra: syskind m.fl, det 20. århundredes verdenshistorie, 2003, 179-181)
Tyskland efter 1945: Folket væltede muren
- Årsagerne til murens fald var blandt andet det enorme pres fra befolkningen, der ville have indført rejsefrihed. Især fra vesten var presset på kommunismen stort. DDR’s økonomi var i høj grad helt i bund pga. da DDR havde forsøgt at køre en planøkonomisk strategi. Også DDR’s liberale parti der ellers før havde accepteret den siddende regering, krævede nu, at de gik af. Samtidig var Polens kommunistiske parti også stærkt presset.
- I 1985 overtager en ny leder, ved navn Gorbatjov magten i sovjetunionen. Han indfører ”glasnost” dvs. åbenhed og ”perestrojka” dvs. omlægning af økonomi. Denne åbenhed giver folket lov til, at sige deres mening og på den måde lægge pres på regeringen, med deres utilfredshed omkring styret.
- Andre DDR styrer, var imod disse ændringer og håbede på et kup som kunne få tingene tilbage til det gamle igen. Andre lande som Ungarn og Polen prøvede at udnytte disse nye tiltag. Dette gjorde også at Ungarn fik muligheder for, igennem ambassader, at transportere østtyskere til vesten. Dette lagde et yderligere pres på regeringen til, at handle da de mistede indbyggere i østtyskland.
- Under en pressekonference afslørede den kommunistiske politiker Günter Schabowski, at en ny ministerrådsbeslutning indeholdte et nyt rejsereglement. Han blev spurgt under konferencen hvornår det nye rejsereglement trådte i kraft. Günter svarede:” med det samme”, og efter dette som blev vist direkte på tv og muren blev derefter erklæret for åben. Det viste sig, at denne beslutning ikke var officiel endnu. Dette resulterede i, at flere tusinde østtyskere forlangte åbning af grænsen og til sidst brød muren sammen.
Tyskland efter 45; Det østtyske folks ønske om indlemmelse
Efter mures fald strømmede der ca. 30.000 indbyggere fra øst til vest, dette gjorde altså at der var et naturligt ønske fra befolkningens side om en genforening.
Da muren faldt, styrtede DDR’s fundament og ikke demokratiske eksistensgrundlag til jorden. Der var ikke længere noget der hed DDR, og SED (Socialistische Einheits Partei) som før havde været en af de markante magtfaktorer i DDR mødte stor modstand blandt befolkningen. Størstedelen af tyskerne ønskede et samlet Tyskland der skulle stile efter det eksempel som man allerede praktiserede i Vesten. Da østtyskerne fik mulighed for a stemme frit, stemte de for at nedlægge deres egen stat. Der var altså et flertal der fravalgte DDR og stemte for at genforeningen skulle bestå i at DDR området blev indlemmet i Vesttyskland. (fra bogen Tyskland efter murens fald af Karl Christian Lammers forlaget Systime 2006 side 16,17,20). Vest Tyskland var på den måde hele vejen igennem ”the good guys”, netop fordi der blev udvist stor utilfredshed omkring DDR fra det tyske folk og resten af omverdenen. Denne mulighed benyttede Vesttyskland sig af. Og de satte i høj grad ind på at Øst skulle blive ”ligesom” Vest. Helmut Kohl, den vesttyske kansler inden genforeningen, er blevet anerkendt som en af de drivende faktorer bag genforeningen. Efter murens fald var der stadig lang vej til en reel genforening og der var stadig fire parter der skulle tilfredsstilles. USA var også en stærk fortaler for en genforening, hvorimod Storbritannien og Frankrigs holdning var at en genforening ville forstyrre ”ligevægten i Europa”. Sovjetunionen mente at en genforening kunne finde sted, men at det genforenede Tyskland ikke skulle være medlem af NATO og dermed ikke vælge ”side”. Men USSR blev i sidste ende overtalt til at anerkende et genforenet Tyskland som var medlem af NATO, bl.a. takket være en stor indsats fra Kohl og den daværende amerikanske præsident George Bush(den første). Kohl udarbejde bl.a. sin 10-punkts plan som skulle stoppe ”Tyskland og Europas deling”, hvor det genforenede Tyskland skulle opbygges med grundlag i Vesttysklands forpligtigelser overfor NATO og EU. (fra artiklen ”Meisterstück”, udgivet i Jyllandspostens tillæg ”Muren og Miraklet” udgivet den 15. august 2009)
Det genforenede Tyskland var altså en del af NATO og blev langt hen af vejen skabt af den vesttyske kansler, med udgangspunkt i Vesttyskland politiske situation. Sammen med det østtyske folks ønske om at blive en del af Vesttyskland, virker det derfor oplagt at betegne det som en indlemmelse, hvor den vestlige ideologi og kultur spreder sig til Østtyskland.
Tyskland efter 1945: Muren skulle stoppe flygtningen fra Øst til Vest
Berlinmuren, der blev opført d. 13. august 1961, blev opført af flere grunde. For at forstå sammenhængen, må man forstå baggrunden.
Ved Potsdam-aftalen i august 1945 blev det aftalt, Tyskland skulle deles i fire. De fire dele blev fordelt ud til USA, England, Sovjetunionen og Frankrig, der hver især skulle kontrollere deres del (Postdamaftalen). Sovjetunionen havde fået ”tildelt” DDR, og havde bestemt, at DDR skulle betale krigsskadeserstatninger til Sovjet.
I DDR blev der dyrket afgrøder, mens man i Vesten havde industri som skibsværfter og stålvalseværker.
Derudover var der overgang fra en kapitalistisk økonomi til en statssocialistisk økonomi (planøkonomi).
Al dette var med til DDR i flere år havde haft nedgang i økonomien, dette medførte lavere levevilkår. Dette gjorde, at mange (specielt unge og veluddannede) valgte at flygte til Vesttyskland for at bosætte sig. (http://www.leksikon.org/art.php?n=291) Fra 1949 til 1959 var 2,2 millioner, der flygtede fra DDR. Dette tal steg forsat i de følgende år. Det var et problem, da man i DDR havde betalt de unges uddannelse og derfor mistede pengene, når de flygtede. DDR fik derfor ikke noget ud af de investerede penge i uddannelsessystemet. (http://www.1960erne.dk/veberlinmuren.php)
Tyskland efter 1945: Demokrati førte til diktatur, hvordan undgår vi det?
- Hvilket syn fik man på hhv. demokrati og diktatur i disse år i både Østtyskland og Vesttyskland?
Nedenstående besvarelser er besvaret på baggrund af side 11 og 99 i Fra Stalinisme til Demokrati af Søren Riishøj.
I vesttyskland, fik man en idé om at demokratiet, kunne slå fejl, og borgeren derfor havde en hvis pligt til at stemme efter en overbevisning om hvad der ville være til samfundets bedste og ikke altid falde for den karismatiske politiker. De mente derimod ikke at diktatur var den rigtige løsning, dog viste de allierede visse diktatoriske træk, i de første efterkrigsår indtil de følte at Vesttyskland var klar til at stå på egne ben. I Østtyskland mente man at kommunisterne havde reddet dem fra Hitler og derfor var det den rigtige løsning, senere opdagede nogle af borgerne i Østtyskland nogle udemokratiske træk i DDR og prøvede derfor at flygte (http://www.h-net.org/reviews/showrev.php?id=7461). Det var derfor et stort dilemma hvad der ville være det mest hensigtsmæssige for den tyske fremtid.
- Var “demokratiet” i DDR kun en facade for at fremstå bedre internationalt?
Selve tanken om at vise sin demokratiske side var ikke nødvendigvis for at fremstå bedre politisk men blev muligvis bare brugt som en slagkraftig idé til hvorfor man skulle overgå til det sovjetiske styre, hvor alle var lige og ingen sultede. Derfor forsøgte man at få DDR til at fremstå demokratisk, da det var den nemmeste del af sovjet at få opmærksomhed på og derigennem promovere kommunismen.
torsdag den 14. oktober 2010
Sharialovgivningen og Menneskerettighederne Cille, Azada og Thomas.
Sharilovgivningen og menneskerettighederne
I ”Klassisk & Moderne Islam” under kapitel 5 Lov og ret 1. Sharia og retsskolerne bliver sharialoven beskrevet. Loven handler om hvordan Allah har sagt at livet skal leves og den fungerer som overordnet lov for muslimske lande der ikke er sekulariserede. Der findes fire store retsskoler som alle er accepterede at leve efter men ikke at blande. Så derfor mener kritikere at ”Dermed blokeres del for nytænkning ved, at traditionen gentager sig selv”. Systemet udvikles ikke og er altså fastlåst.
Menneskerettighederne er en overordnet samling af basale rettigheder for mennesket. Alle lande der underskriver denne må ikke med deres nationale lov stride imod denne vedtagelse. Menneskerettighederne er derfor hævet over nationale love i stil med Sharialovgivningen. Forskellen på disse to er dog at Sharialovgivningen udgår fra religion og profeters fortolkninger og foreskriver retningsregler for hvordan mennesker skal leve i alle livets fase – altså en slags guidebog. Menneskerettighederne derimod er udsprunget af vestlige idealer uden særlig præg af religion og beskriver retningssnore for menneskers rettigheder og etik.
Diskursanalyse af menneskerettighederne og Cairo-erklæringen
Ved at se på sproget i menneskerettighederne og Cairo-erklæringen, som er udsprunget fra Sharialovgivningen, kan man også se hvordan de afviger fra hinanden. I menneskerettighederne går ordene: Right, everyone, protection, entitled, equal, freedom, social, law og education igen som nogle af de ord der bliver nævnt flest gange. De udtrykker meget godt idealforestillingen om hvert individs rettigheder, med frihed, undervisning og beskyttelse. Noget af vejen er Cairo-erklæringen enig: Right, human, society, entitled, everyone, religion, family, education, shariah og prohibeted er de ord der nævnes mest. Her er rettigheder som uddannelse i fokus men samtidig nævnes de i forbindelse med ”forbudt” og ”shariah” som i den grad sætter begrænsninger. Deri ligger diskursen, denne Shariahlovgivning som skal være forbilledet for alle love i muslimske lande der ikke er sekulariserede er alment gældende og Cairo-erklæringen er dermed et eksempel herpå. Cairo-erklæringen udtrykker rettigheder og ønsket herom men lige så meget restrektioner for hvad man ikke må.
NB! Der er en hel del mangler til dette udkast – både noget der skal tilføjes, og noget, der ikke giver mening i det nuværende produkt, som skal redigeres
Bøyesen, Thomsen og Lange
Dødsstraf er en ond og barbarisk måde at så ihjel på.
Skal man kunne tages en anden persons liv, fordi denne har gjort uret? Når en person er blevet dømt til døden, skal personen igennem en længerevarende, nærmest totur artig, periode sidde indespærret på dødsgangen. Efter personen har siddet og lidt, nogle gange op til flere år, skal personen henrettes. Henrettelsen kan ske på fem forskellige måder:
· Dødssprøjte – der gives en dødelige indsprøjtning mens personen er ved bevisthed.
· Elektrisk stol – en person placeres og spændes fast i en stol, hvor efter en elektriskstrøm sendes igennem person og på den måde dræber ham
· Gaskammer – en person lukkes inde i et kammer og bliver gasset.
· Hængning – en person står på en lem med et reb om halsen, lemme falder ned og personen hænges.
· Skydning – et hold soldater stiller op, for at skyde på den dødsdømte på samme tid.
Ved de første tre metoder oplever den dødsdømte en langsom, pinefuld og grusom død. I de sidste to dør personen med det samme, der er det ventetiden, der er ulidelig.
Dødsstraf strider imod menneskerettighederne, og det kan man ud fra nogle citater:” Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.”(menneskerettighederne: artikel 3) – ved dette citat ser man, at det strider imod dødsstraf, fordi at man har ikke ret til liv hvis de bliver udsat for dødsstraf, og der er ikke frihed når de bliver tilbageholdt og senere slået ihjel. Til sidst er den personlige sikkerhed, denne overholdes kun i form af fair retssag.
Et andet tydeligt eksempel kan være:” Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.”(menneskerettighederne: artikel 5). Ifølge ovenstående vedrørende dødsstraf, behandles de dømte på en grusom og umenneskelig måde, da de skal se døden i øjnene.
I forhold til den amerikanske forfatning
onsdag den 13. oktober 2010
Cille, Thomas, Azada og Arda: Sharialovgivning og menneskerettigheder
- Hvorledes forholder Sharialovgivningen og menneskerettighederne sig til hinanden samt hvordan er disse implementeret i hver deres udøvende samfund?
- Hvad er Sharialovgivningen opstået på baggrund af, og hvilken betydning har dette for de forskellige fortolkningsmuligheder af denne lovgivning?
- Hvordan afspejler Cairo-erklæringen og menneskerettighederne hver deres ophavssituation?
Oversigt over teori og metoder
Diskursanalyse: Sharialovgivningen, ud fra sproget kigger man på dette samfunds klassifikationer og holdninger
Religionssociologisk analyse: religiøse fællesskaber organisering og placering i samfundet og religiøse personers livssyn og holdninger, tekstens logik og klassifikation af verden,
Kildekritik
Kvalitativ metode
Komparativ metode, modsætningspar: islam-vesten, muslimsk samfund-sekularisering
Teori: religionsbegreber
- Idealer
- Etik
- Sekularisering
- Socialkonstruktivisme
Rasmus, Palle og Tobias: Terror, krigskonventioner og etikken heri
Bøyesen, Thomsen og Lange
Problemformulering:
Hvordan forholder og begrunder henholdsvis de kristne fundamentalister, staten og menneskerettighedserklæringerne sig etisk til dødsstraf i USA?
Strider dødsstraf imod menneskerettighederne og forfatningen?
Hvilken indstilling har Kristne fundamentalister til dødsstraf?
Hvilke etiske modeller taler for og imod dødsstraf?
Metode afsnit:
Historisk kildekritik:
I kildekritikken undersøges om en kilde er et levn eller en beretning, altså hvorvidt det er en første- eller andenhånds kilde. Endvidere undersøges kildens ophavssituation, det vil sige hvad var baggrunden for at skrive kilden.
Vi vil undersøge, hvad der dannede baggrund for menneskerettighederne, for på den måde at have et udgangspunkt, til når vi diskutere om hvorvidt USA krænker menneskerettighederne.
Komparative metode:
Den komparative metode benyttes til at sammenligne to eller fleres gruppers syn på et emne. Når dette gøres ser man, hvad der er fælles, og hvad der er modstridende.
I vores opgave benytter vi den for, at sammenligne kristne fundamentalisters holdning til dødsstraf med menneskerettighedernes syn på dødsstraf. Dette gør vi for til sidst at kunne diskutere evt. modstridende holdninger og meninger til dødsstraf.
Diskursanalyse:
Menneskerettighederne/Amerikanske uafhængighed
Indholds- og begrebsanalyse:
Denne metode bruger man, når man vil betone og forklare en kilde og dens centrale ideer og begreber. I metoden finder man kildens overordnet indhold, tema, centrale formuleringer, symbolske ord og til sidst hvilket syn kilden har(AT-håndbogen, 2010,71-73)
I gruppen har vi valgt at bruge metoden til teksten?????????????
Religionssociologisk metode:
Til denne metode skal der undersøges eks. de religiøse fællesskabers placering i samfundet eller religiøse personers holdninger.
Vi vil bruge den religionssociologiske metode til at belyse de kristne fundamentalisters holdning til dødsstraf.
Lasse, Mick, Rasmus L. og Sigurd: Teori, metode og problemstillinger
Ud fra den historiske metode, arbejder man ud fra et empirisk grundlag, og altså derfra ud fra empiri (viden). Ud fra det empiriske grundlag kan man forklare de historiske sammenhænge, som er relevante, og for at finde forklaringen skal man i historie arbejde frem mod en fortolkning, der skildrer den historiske virkelighed. I historie udgør kilderne, som vi hovedsageligt arbejder med, empirien, som er det man som historiker fortolker og bruger til videre brug og udvikling. I historien arbejder man primært med kildekritiske vurderinger, som bearbejdes ved hjælp af analyse. Indenfor historie, arbejder man med to typer forskellige kilder, som kaldes levn og beretninger. Kildekritikken fokuserede oprindeligt (positivismen/historismen) på at fastlægge en kildes værdi.
Derfor var det nødvendigt at være bevidst om hvorvidt man benyttede levns- eller beretningsslutning. Man kan sige, at alle beretninger er levn da levnet kan berette, men det er ikke alle levn der er beretninger, men ud fra levnet kan man konstruere en beretning. Man kan her tilføje, at der både kan fremkomme primær-kilder og sekundær-kilder til brug af analyse, og her er det vigtigt af vide, at den primære kilde ligger tættest på begivenheden. Derudover kan det også tilføjes, at man også kan komme ud for 1. håndskilder og 2. håndskilder, og 1. håndskilder beror på kilder hvor afsenderen selv har oplevet begivenheden, og 2. håndskilder beror på genfortællinger/overleveringer.
Problemformulering:
Hvordan ser det muslimske rereligionssamfund og det amerikanske religionssamfund forskelligt på FN’s krigskonventioner, og i hvilket omfang respekteres disse?
Problemstillinger:
1. hvordan forholder/forholdte henholdsvis den kristne (vestlige) og den muslimske verden sig til angrebet d. 11 september?
2. hvilke etiske begrundelser havde terrorristerne til deres angreb og kan de forsvares? (hvis de havde etiske begrundelser?)
3. kan amerikanernes bombning af Afghanistan begrundes etisk, med baggrund i d. 11 september?
Gruppe: sigurd, rasmus, lasse og Mick emne: krigskonventioner, religiøs terror og etik
Sara, Sophie og Morten: Teori, metode og problemstillinger
Vi har i historie valgt at bruge den kildekritiske metode. I den kildekritiske metode belyser man forskellige aspekter af en historisk kilde. Man tager primært udgangspunkt i kildens afsender, modtager og tendens. Ved at undersøge kildens tendens finder man frem til i hvilken retning afsenderen prøver at påvirke læseren, herunder hvilken side af fx en krig vi er på. Herefter vil man typisk se på om kilden er primær eller sekundær. En primær kilde, er det første nedskrevet efter en historisk begivenhed, altså det tætteste man kommer på den givne situation. Det behøver nødvendigvis ikke at være et førstehåndsvidne, der har nedskrevet den primære kilde. Et førstehåndsvidne kan berette sin oplevelse til at andet vidne et såkaldt andethåndsvidne og dette kan herefter nedskrive den. Dette er således også en primær kilde da det igen er det tætteste vi kommer på begivenheden. En sekundær kilde, er en kilde der tager udgangspunkt i en primær kilde. Dette kan let undersøges hvis det er steder i kilden der er skrevet meget tekstnært med lignende kilder. Herunder kan man muligvis finde frem til den primære kilde, eller hvis denne er afgået ved døden, er denne sekundære kilde blevet til en primær kilde. På baggrund af den kildekritiske metode kan man også tage udgangspunkt i om kilden er en beretning eller et levn. Et levn er noget konkret man kan føle på, altså en knogle, pilespids eller lignende. En beretning er en kilde der kan fortælle om et historisk forløb, altså beretter om hvordan tingene hænger sammen. Dette kan være en email, historisk dokument eller lignende. Alle beretninger er også levn men de kommer med hver deres bud på en slutning, herunder levnslutningen og beretningsslutningen. Efter at have belyst dette kan det være interessant at vurderer kildens værdi, hvor troværdig er den, og er den troværdig nok til det jeg skal bruge den til? Når man har fastslået dette vurderer man om den kan bruges eller ej, eller om der er bedre alternativer. Til sidst er det vigtigt at undersøge hvilken ophavssituation teksten er blevet til i. Hvilken historisk tid og i hvilken kontekst er den blevet til i, og på hvilken måde kan den fortælle og noget om kilden, altså man får en bedre indgangsvinkel til den.
På baggrund af den historiske vinkel kan det være interessant at belyse den selvsamme problemstilling med at religiøst syn. I religion kan man belyse problemstillinger med flere forskellige metoder, da religion er lidt en blanding af forskellige metoder fra andre fagområder. Helt særligt for religion ser man på en problemstilling fra flere vinkler. Først prøver man at belyse denne med en ekstern synsvinkel og herefter prøver man at se den selvsamme fra en intern deltagersynsvinkel. Dette kan give en ide om at begivenheder kan have forskellig betydning afhængig af hvilken synsvinkel den er set i. Dette kan også begrundes i en af religionens hovedområder – etikken. Her kan vi have fokus på individet, samfundet eller noget helt tredje. Når man arbejder med en kilde forsøger man at fremhæve og forklarer kildens centrale begreber og forsøger at knytte dette til faglige termer. Herunder er det vigtigt at belyse kildens indhold og temaer. På denne måde kan man få en ide om hvordan denne type af befolkningsgrupper ser på visse problemstillinger. Det er også vigtigt at belyse dybere begreber, religiøse symboler og skjulte budskaber. Derefter kan man undersøge tekstens synsvinkel herunder menneske eller gudssynet. Når man kender til religionens begreber og grundværdier kan man se den historiske udvikling i sammenhæng med denne og evt. begrunde den. Religion kan også i visse tilfælde afspejles i politik.
Menneskerettighederne
Spørgsmål.
1.Hvordan forholder de kristne fundamentalister sig til menneskerettighederne/dødsstraf?
2. Opfylder USA selv de menneskerettigheder de var med til at skrive?
3.Hvordan ser menneskerettighederne på dødsstraffen?
4. Hvilket menneskesyn har de kristne fundamentalister?
5. Fakta:
Raceforskel på dødsgangen
Kønsforskel på dødsgangen
Hvor religiøs er man i de stater der er dødsstraf- kan det begrundes i biblen
Problemformulering
Hvordan har den religiøse betoning i amerikansk indenrigspolitik en indvirkning på menneskerettighedernes udformning, og hvilket syn har denne på dødsstraf?
Formelle krav til problemformuleringer
- altså ikke et spørgsmål som "Var Hitler en folkeforfører eller en tyran?", da han jo nok var begge dele!
- og ikke blot med ja, nej, måske!
2)Spørgsmålene skal være klare og præcise.
Desuden skal anvendte begreber være klart definerede.
3)Problemstillingen skal være åben
4)Svaret skal være brugbart
(måske et højt krav i gymnasiet, men en god rettesnor)
Hentet fra Knut Kjeldstadli : Fortiden er ikke hvad den har været
mandag den 11. oktober 2010
Krigskonventioner, religiøs terrorisme og etik
Genevekonventionerne har over flere omgange forsøgt at udstikke rammer, der skal begrænse krigens omfang og ødelæggelser, samtidig med at krigen i nogle tilfælde trods alt stadig kunne være nødvendig. Dette har medført forbud mod bestemt våbentyper, angreb mod civile, forbud mod "unødvendig" ødelæggelse af naturen, samt omfattende regler for behandling af krigsfanger.
Sidstnævnte kun hvis modstanderen er en lovlig kombatant - hvilket terroristerne ikke betragtes som.
Jeres opgave bliver at opstille og besvare en problemstilling omhandlende det etiske aspekt af krigskonventionerne og religiøs terrorisme.
God arbejdslyst!
Mvh. Pascale og Martin
Menneskerettigheder, dødsstraf og religion i USA
Men USA's hævdelse af frihedsidealerne har på mange virket dobbeltmoralsk og hult, når landet samtidigt selv kæmper med verserende sager vedrørende overtrædelser af selvsamme menneskerettigheder. Ligeledes fremstår dødsstraf, racisme og den udbredte kristne fundamentalisme kun lidt foreneligt med menneskerettighederne.
jeres opgave bliver at opstille og besvare en problemstilling omhandlende krydsfeltet mellem menneskerettigheder, kristen fundamentalisme og dødsstraf i USA.
God arbejdslyst!
Mvh. Pascale og Martin
Sharialovgivning og menneskerettigheder
Foruden at være henholdsvis love og rettigheder adskiller de sig ved deres kulturelle ophav: Sharia har et religiøst ophav, mens menneskerettighederne med deres udspring i oplysningstiden repræsenterer et vestligt tankesæt.
Jeres opgave bliver at opstille og besvare en problemstilling vedrørende forholdet mellem Sharia og menneskerettigheder.
God arbejdslyst
Mvh. Pascale og Martin
torsdag den 16. september 2010
Hvad skabte den internationale krise i starten af 30’erne?
Det er stadig et spørgsmål som ivrigt debatteres og der er selvfølgelig flere faktorer i spil. Vi vil her forsøge at komme med et bud på de væsentligste grunde til krisen.
I USA var der godt gang i økonomien i 20’erne, produktionen steg og steg pga. effektiviseringen af produktionen. Ikke nok med at produktionen var hurtigere, den var også billigere og krævede ikke nær så meget arbejdskraft. I starten var den stigende produktion ikke noget problem idet efterspørgslen fyldte trop. Det var nu blevet muligt at købe bl.a. biler på afdrag og det benyttede befolkningen sig af. Men den effektive produktion og de faldene priser, var ikke udelukkende en god ting. Mange landmænd satte produktionen væsentligt op for at kompensere for den lave fortjeneste og dette fik blot priserne til at falde yderligere da de ikke kunne få afsat deres varer. Effektiviseringen havde heller ikke skabt flere arbejdspladser, hvilket havde skabt en ustabil situation hvor efterspørgslen i høj grad var baseret på de mange lån, som det nu var muligt at tage. Priserne på aktiemarkedet var også steget kraftigt som følge af den generelt positive stemning i 20’erne hvilket havde skabt et kunstigt højt niveau. i 1928-1929 begyndte der er for alvor at være mangel på efterspørgsel og mange virksomheder havde problemer med at holde produktionen gående. Dette var medvirkende til børskrakket d. 29. oktober 1929, som betragtes som den afgørende begivenhed som startede den internationale krise. Grunden til at krisen smittede kraftigt af på Tyskland skyldes at USA havde givet store lån til Tyskland, som nu blev trukket tilbage og herved forsvandt hele fundamentet for den tyske økonomi.
Efter første verdenskrig var Tyskland under stort økonomisk pres. Ikke nok med at krigen havde tæret hårdt på økonomien, der var også blevet lagt en enorm krigsskadeerstatning oven i. Desuden havde staten en stor indlandsgæld, dvs. den skyldte borgerne penge. Dette problem ”løste” regeringen ved at sætte seddelproduktionen op, hvilket skabte en hyperinflation hvor penge nærmest blev ubrugelige. Dette har sandsynligvis været medvirkende til at starte et mistillidsforhold mellem befolkningen og Weimarrepublikken. Denne situation blev dog stabiliseret i 1923-1924 med indførslen af en ny møntfod. Herefter gik det fremmed for den tyske økonomi takket være lån fra bl.a. USA og en nedsættelse og udsættelse af krigsskadeerstatningen. Men som nævnt tidligere blev disse lån trukket tilbage efter børskrakket i 1929, hvilket medførte mange bankkrak og massefyringer i Tyskland.
At Sovjetunionen klarede sig uden om den store internationale krise må hovedsageligt skyldes at Sovjetunionen var stort set udelukket fra det internationale handelsmarked. Det betød intet for den russiske økonomi at der var stor arbejdsløshed i USA og i store dele af Europa. Den manglende efterspørgsel havde heller ingen betydning, da Sovjetunionen ikke afsatte varer til andre lande. De var selvforsynende(eller prøvede på at være det) og der var derfor ingen grund til at krisen skulle smitte af. Det frie marked havde haft stor betydning for krisens udvikling i USA og da det kommunistiske Sovjet ikke havde et frit marked, var der slet ikke nogen risikofaktor på den front.
Hvordan løste man så krisen?
USA brugte en af John Maynard Keynes eksempler på, hvordan en økonomisk krise kunne løses.
John Maynard Keynes, britisk økonom, fremlagde i alt tre forskellige eksempler, i ”The end of Laissez-Faire” fra 1926.
1) Han mener ikke, at problemerne omkring krisen kan løses af individet, men at man derimod bliver nødt til at gribe til større metoder, som f.eks. at få en bevidst kontrol over pengecirkulationen, som skulle være statens opgave, altså at man tog forholdsregler for hvordan pengene løb rundt. Kunne man styre dette, ville overblikket over erhvervslivets situation forbedres.
2) En ting som både individet og staten kan gøre, er at spare penge op, eller foretage fornuftige investeringer. Dette vil komme individerne selv til gode, og individet vil gøre klogt i at lave investeringer, idet John Keynes tror, at en eller anden form for koordineret og velovervejet bedømmelse er ønskelig.
3) John Keynes’ sidste eksempel på, hvordan man opretter balancen efter krisen, omhandler befolkningen. Her tales om, at hvert land behøver en velovervejet national politik omkring befolkningens størrelse, og om denne skal være større eller mindre, eller om den nuværende størrelse på befolkningen er den mest hensigtsmæssige.
Dette eksempel kan perspektiveres til Kina, hvor det i dag kun er lovligt at have ét eller to børn, alt afhængig af hvilket køn det første barn bliver.
USA anvendte nummer to nemlig, at staten og individet skulle spare penge op eller få gang i nogle fornuftige investeringer. Det gjorde USA bl.a. af en grund, for at kunne kontrollere, at pengene kun blev brugt i formål, der kunne styrke landet, hvilket vi kommer nærmere ind på i næste afsnit.
Som før omtalt løste tyskerne deres krise ved at lave en ny Mark (1 ny Mark = 1 billion gammel Mark), dette gjorde at indlandsgælden var ude af billede. Af resterende gæld var der stadig krigsgælden og gælden til USA samt andre lande, men i 1930 valgte Tyskland imidlertid at standse betalingerne og siden da er der ikke blevet rejst krav om genoptagelse af betalingerne. På den måde klarede tyskerne sig på snedig vis igennem krisen og kunne nu genoprette et fælles Tyskland.
Afspejlede landets politiske ideologi sig i deres måde at håndtere krisen på?
I Tyskland havde Nazisterne fremgang, men for dem var denne krise, eller rettere sagt gæld, en hindring for deres politiske holdning. For at få samlet landet til et stærkt nationalistiskstyre, var det derfor en lettelse, da de i 1930 var kommet krigsgælden til livs, samtidig med indlandsgælden også var faldende. Så man kunne finde tegn på den nazistiske ideologi i håndteringen.
Den engelske nationaløkonom John Maynard Keynes’ andet eksempel om opsparing og investeringer passer tydeligt på USA’s økonomiske politik, fordi at USA gjorde store investeringer bl.a. med handel. Dette er liberalisme, fordi at USA plejede deres egne interesser ved først at tjene stort ind på 1. verdenskrig og derefter selv gå med i krigen, for dernæst at være med i forhandlingerne ved Versailles-traktaten og få plejet deres egne interesser.
Hvordan kan man så sige, at datidens krise så i kontrast til den krise, der raser for tiden?
Ligesom John Keynes´ anden løsning med at staten og indviet skal spare penge sammen eller bruge pengene på fornuftige investeringer, ses nu en lignende tildens.
Danmark oplevede i 2007 begyndelsen på endnu en finanskrise, der har ramt store dele af befolkningen, hårdest ramt var de svageste i samfundet. Regeringen har prøvet med forskellige tiltag, alt fra højere skatter til nedskæringer på børnepengene, for at rette op på denne krise. en anden ting regeringen har gjort, var de lavede bankpakker, altså sparet nogle penge op, for at kunne bruge dem på fornuftige investeringer, ligesom Keynes sagde.
En anden påfaldende ting som krisen i 1920’erne og den der er nu er, at begge gange oplevede man en næsten urealistisk højkonjunktur, som til sidst vælger og krakke.
Det stiller os tilbage med spørgsmålet, kunne vi have forudset at denne krise ville komme, lå det simpelthen i kortene at det ville ske, altså næsten deterministiske tegn?
torsdag den 9. september 2010
Nazisme og Danmark: Fremmedfjendsk eller fornuftigt?
Nazismen slog for alvor igennem i Tyskland omkring 1930'erne, efter den 2. økonomiske krise landet oplevede inden for kort tid var en realitet. Folk var også utilfredse med fredsslutningen, og disse ting kombineret gjorde, at folk mistede troen på regeringen og søgte mod yderfløjene. I nazismen fik den store arbejderklasse, der var opstået i Tyskland, mulighed for at være med i det nationale fællesskab, og det appellerede til dem. Der blev gjort mange tiltag, og Tyskland bevægede sig over i et mere og mere diktatorisk styre ledet af Føreren Hitler.
Den 15. september 1935 blev Nürnberglovene fremlagt og senere godkendt i den nazistiske Rigsdag. De indeholdt bestemmelser om hvilke rettigheder forskellige slags borgere havde i det tyske samfund – med særlige bestemmelser vedrørende jøder. Der bliver blandt andet vedtaget:
”Rigsborger er kun den statsborger af tysk eller artsbeslægtet blod, som ved sin adfærd beviser, at han er indstillet på og egnet til trofast at tjene det tyske folk og rige.”
Og:
”Rigsborgeren er den eneste, der besidder fulde politiske rettigheder i henhold til lovene.”
Disse bestemmelser fra Nürnberglovene viser med al tydelighed, at det kun var tyskere eller andre med artsbeslægtet blod, der havde fulde politiske rettigheder i Tyskland. Dermed havde jøder og andre befolkningsgrupper, der ikke passede ind i den tyske profil, begrænsede muligheder for indflydelse. Noget vi i dag vil betegne som fremmedhad og forskelsbehandling. Men er vi i princippet meget bedre selv? Følgende citater er fra Dansk Folkepartis hjemmeside og omhandler forslag på udlændingeområdet:
”Der gives kun opholdstilladelse til udlændinge, der underskriver en erklæring om at ville overholde danske love og regler samt ville indordne sig under danske værdier, demokrati og ligeværd mellem kønnene...”
”...Danske myndigheder skal ikke betjene borgerne på andre sprog end dansk”
”Kun udlændinge fra Norden og EU skal kunne stemme ved kommunale valg i Danmark. Stemmeret til Folketinget skal fortsat kun gælde for danske statsborgere.”
Disse forslag virker heller ikke ligefrem særlig venligsindede mod indvandrere og andre udefrakommende. Endvidere viser følgende tabel (fra DF's hjemmeside)klart, at Danmark er blevet mere lukket for indvandrere:
Så hvad synes I? Er der en vis sammenhæng mellem nazisternes nationalistiske idéer og tanker, og dem som DF her fremfører? Er vi fremmedfjendske i stil med nazisterne, eller er det bare fornuftigt at holde fast i vores værdier og samfund, og så må det være op til indflytterne at indrette sig?
mandag den 30. august 2010
Versaillesfreden. Ydmygelse eller velfortjent straf?
Derfor virkede det helt fair at fredsforhandlingerne efter 1. verdenskrig foregik selvsamme sted.
Nu skulle tyskerne have gengæld. De skulle ikke blot straffes og ydmyges, de skulle fratages alle muligheder for fremtidig europæisk indflydelse. Og fremfor alt skulle Frankrig have hvad der "retmæssigt" var deres.
Således henvendte den franske premierminister George Clemenceau sig til de tyske delegerede den 7. maj 1919 ved påbegyndelsen af fredsforhandlingerne:
"Her er hverken stedet eller tiden til at tale overflødige ord. De har for Dem befuldmægtigede fra de små og store magter, der har forenet sig for at udkæmpe den frygtelige krig, der er blevet dem påtvunget. Regnskabets time er kommet. De har bedt om fred. Vi er rede til at tilstå Dem den. [...] Til yderligere klarlæggelse af min tankegang må jeg nødvendigvis tilføje over for Dem, at denne anden Versaillesfred, som nu skal være genstand for vore drøftelser, har været alt for dyrekøbt for de her repræsenterede folk, til at vi ikke hele tiden skulle være besluttede på ved alle de midler, som står i vor magt, at opnå enhver rimelig oprejsning og erstatning, som skyldes os."
Hvorvidt Frankrig fik den fred de ønskede må henligge til en anden diskussion.
Hvad jeg derimod synes er interessant er hele begrebet fredsforhandling. For hvad er egentlig det primære formål med en fredsaftale: At stoppe konflikten, straffe taberen eller forhindre en gentagelse? Jeg er endnu ikke stødt på nogen kilder, som angiver officielle retningslinjer for hvordan regnskabet skal gøres op: "1000 døde = 1 million mark". "Vinderen kan frit vælge et af taberens landområder". "Taberen skylder en omgang".
I tillæg hertil kommer det faktum at historikere, politikere og andre (kloge hoveder!) i eftertiden har haft svært ved at placere den endegyldige skyld eller årsag til 1. verdenskrig. Er Versaillesfreden derfor et bevis på at "sejrherren altid har ret"?
onsdag den 21. juli 2010
Er fortiden underlagt 10-tals systemet?
Således lyder den korte beskrivelse af det 20. århundrede på wikipedia. Den indeholder to væsentlige historiefaglige problemstillinger - nemlig gyldigheden af periodiseringer og generaliseringer af historien. Betegnelsen det 20. århundrede og dets afgrænsning er hentet i vores daglige og intuitive anvendelse af 10-tals systemet. Jovist, der besidder flere praktiske fordele men hvor er hensynet til selve historien? Hvem siger at den nødvendigvis følger de gængse måleenheder?
Dertil kommer de generaliserende prædikater som tillæges disse standard perioder, "De grå 50'ere", "de glade 60'ere" og "fattigfirserne". Igen nyttige, men kun lidt forklarende. Prøv at læse det indledende citat igen og forestil dig at det var møntet på det 19. århundrede. Ville det være helt misvisende?
Ikke i min bog!
Udfordringen består således ikke blot i at finde en balance mellem generaliseringernes praktiske formål og historiens kompleksitet, men samtidig også at vælge den "rigtige" skæringsdato.
Og da har jeg slet ikke problematiseret forfatterens historiesyn.
Kort og godt:
Hvordan vil du beskrive og afgrænse det 20. århundrede?
Men, lad dig ikke slå ud hvis du mener at dette spørgsmål er svært eller ligefrem overvældende, for som den italienske historiker Franco Venturi svarede på selv samme udfordring: "For mig er det 20. århundrede intet andet end den konstant gentagne bestræbelse på at forstå det".