Tyskland accepterer deres nye rolle i det europæiske fællesskab

Hvilken rolle har det genforenede Tyskland spillet i det europæiske samarbejde?

Tyskland er i dag en betydningsfuld nation med stor indflydelse på det europæiske kontinent. Efter Sovjets sammenbrud var der ingen dominerende magt i Europa. Dette kunne skabe frygt hos andre europæiske lande for, at det genforenede Tyskland igen ville få stormagtsdrømme. Men Tyskland selv påpegede at deres mål derimod var, at Vesteuropa skulle overtage denne rolle og derved samle Europa. For at nå dette mål kunne Tyskland selv fx være broen til Østeuropa. Det tyder altså på, at Tyskland ikke længere ønskede at stå alene for at herske over Europa men i stedet ville være en ligeberettiget del heraf for at beskytte og fremme alle europæeres fællesinteresse.
Et demokratisk og vestliggjort Tyskland opstod efter, at landet igen var samlet, men det var ikke kun for tyskerne, at genforeningen havde indflydelse. Opdelingen af Europa i øst og vest forsvandt nemlig gradvist også herefter, og derved kan genforeningen af Tyskland ses som et symbol for Europas sammensmeltning, hvorved det blev muligt at skabe et demokratisk internationalt samfund. Tyskland var villig til at gå med på Vestens kompromisser. Ikke nok med at de var demokratiske, så var de også villige til at afgive suverænitet til overnationale organer fx på det militære område. Tyskland ønskede at blive europæiseret ved at samarbejde kulturelt, politisk og økonomisk med andre lande i Europa. Det europæiske fællesskab blev dermed grundlaget for tysk udenrigspolitik.

Tysklands genforening har også bragt andre ting med sig. Helmut Kohl, forhenværende tysk kansler der i høj grad medvirkede til Tysklands europæiske integrationsproces, anser denne som resulterende i indførelsen af euroen og etableringen af Den Europæiske Centralbank. Afskaffelsen af den daværende tyske valuta, D-marken, skulle skabe sikkerhed for at Tyskland ikke skulle vende tilbage til tidligere tiders enerådige magtbegær og storhedsvanvid. Frygten for dette er med tiden af flere grunde blevet mindre. For det første har den tyske regering levet op til Europas krav. Derudover har Tyskland afgivet deres D-mark og gennem suverænitetsafgivelse blevet tættere knyttet til EU. Endelig har Tysklands økonomi gennem længere tid været tilbageholdende, grænsende til det skrøbelige, hvorfor man ikke frygter landets styrke.

Men EU's udvidelse mod øst har igen rejst tvivl om Tysklands position. Arbejdskraftens fri bevægelighed som konsekvens af EU’s østudvidelse kunne i Vesteuropa og dermed også i Tyskland skabe frygt for større arbejdsløshed og faldende lønninger. Derved kunne tyskernes opbakning til den fælles europæiske politik blive mindre, og Tyskland vil måske trække sig mere ud af det europæiske fællesskab. Dermed opstår muligheden for at frygten for en ny stærk tysk nationalstat endnu en gang kan blomstre. Til dette skal man dog huske at tilføje at en faldende opbakning til EU på baggrund af ovenstående grunde ikke kun ville kunne gøre sig gældende i Tyskland men også i samtlige andre lande. Afslutningsvis kan det nævnes, at denne frygt for at Tyskland skulle forfalde til at gå egne vegne ifølge EU-kommissionens formand, José Manuel Durão Barroso, bliver neddæmpet, hvis man betragter Tysklands nuværende enorme engagement i det europæiske samarbejde. På denne måde har Tysklands rolle i Europa udviklet sig frem mod at blive et anerkendt land, der vil vise, at det har noget at bidrage med til den globaliserede verden.