Sharialovgivningen og Menneskerettighederne Cille, Azada og Thomas.

Analyse
Sharilovgivningen og menneskerettighederne
I ”Klassisk & Moderne Islam” under kapitel 5 Lov og ret 1. Sharia og retsskolerne bliver sharialoven beskrevet. Loven handler om hvordan Allah har sagt at livet skal leves og den fungerer som overordnet lov for muslimske lande der ikke er sekulariserede. Der findes fire store retsskoler som alle er accepterede at leve efter men ikke at blande. Så derfor mener kritikere at ”Dermed blokeres del for nytænkning ved, at traditionen gentager sig selv”. Systemet udvikles ikke og er altså fastlåst.
Menneskerettighederne er en overordnet samling af basale rettigheder for mennesket. Alle lande der underskriver denne må ikke med deres nationale lov stride imod denne vedtagelse. Menneskerettighederne er derfor hævet over nationale love i stil med Sharialovgivningen. Forskellen på disse to er dog at Sharialovgivningen udgår fra religion og profeters fortolkninger og foreskriver retningsregler for hvordan mennesker skal leve i alle livets fase – altså en slags guidebog. Menneskerettighederne derimod er udsprunget af vestlige idealer uden særlig præg af religion og beskriver retningssnore for menneskers rettigheder og etik.
Diskursanalyse af menneskerettighederne og Cairo-erklæringen
Ved at se på sproget i menneskerettighederne og Cairo-erklæringen, som er udsprunget fra Sharialovgivningen, kan man også se hvordan de afviger fra hinanden. I menneskerettighederne går ordene: Right, everyone, protection, entitled, equal, freedom, social, law og education igen som nogle af de ord der bliver nævnt flest gange. De udtrykker meget godt idealforestillingen om hvert individs rettigheder, med frihed, undervisning og beskyttelse. Noget af vejen er Cairo-erklæringen enig: Right, human, society, entitled, everyone, religion, family, education, shariah og prohibeted er de ord der nævnes mest. Her er rettigheder som uddannelse i fokus men samtidig nævnes de i forbindelse med ”forbudt” og ”shariah” som i den grad sætter begrænsninger. Deri ligger diskursen, denne Shariahlovgivning som skal være forbilledet for alle love i muslimske lande der ikke er sekulariserede er alment gældende og Cairo-erklæringen er dermed et eksempel herpå. Cairo-erklæringen udtrykker rettigheder og ønsket herom men lige så meget restrektioner for hvad man ikke må.
NB! Der er en hel del mangler til dette udkast – både noget der skal tilføjes, og noget, der ikke giver mening i det nuværende produkt, som skal redigeres