Viser opslag med etiketten Cuba. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cuba. Vis alle opslag

onsdag den 24. november 2010

Kontrafaktisk historieforløb

Danforth kommisions beretning om 2-dages krigen, bruger et meget formelt sprog til at overbevise læseren om at det der bliver fortalt er historisk korrekt, og der bliver heller ingen steder gjort opmærksom på at det er kontrafaktisk, så hvis læseren ikke vidste bedre ville det være et meget overbevisende dokument, hvorimod Rasmus Dahlbergs starter med at spørge hvad der var sket, hvis Cubakrisen virkelig havde løbet løbsk, og bruger et meget mere “normalt” sprog, som er mere let læseligt, det er reelt kun Rasmus Dahlbergs tekst som beskriver det faktiske forløb, så den virker ikke ligeså troværdig som kommisionsens rapport.

Begge tekster ligger meget op til at det afgørende for at krigen udbrød var den sovjetiske nedskydning af et U-2 spionfly over Cuba, og fordi at Kennedy valgte at svare igen.

Danforth ligger slet ikke op til at det der står i beretningen ikke er sket, så de bruger ikke den “rigtige” historie som en reference, det gør Rasmus Dahlbergs tekst.


Rasmus S. Larsen

mandag den 15. november 2010

Hvad nu hvis...

...Cuba-krisen havde udviklet sig til mere end en krise?

I bogen Det 20. århundredes verdenhistorie side 135-137 omtales det, hvordan Cuba-krisen forløb i de 13 dage den varede. Af relevante informationer oplyses det, hvorledes de to supermagter, USA og Sovjetunionen, reagerede på modpartens handlinger. Dermed pointeres det også hvor anspændt denne situation var for verden. Idet Cubakrisen altså udgjorde tidspunktet for, hvornår den kolde krig virkelig spidsede til, omtaler teksten også hvorfor det, der skete, skete. Dvs. den undersøger hvorfor Cubakrisens omfattende konsekvenser aldrig udviklede sig til mere end frygt. Et eksempel på dette er bl.a. at der var en hvis tilbageholdenhed hos de to nationers ledere, der ikke ønskede at risikere en atomkrig. Dette nævnes som et afgørende argument for at krisen forløb som den gjorde. Teksten forholder sig dermed til emnet, ved alene at kigge på hvad der skete og udelukker det der pga. omstændighederne og de enkelte begivenheder ikke skete. Historiesynet kan dermed siges at være idealistisk, fordi mht. årsagerne til historiens forløb er det de centrale personer og deres motiver der dominerer. Disse fremhæves som det der determinerede historien.

Uddraget fra Robert L. O’Connells ”Danforth Kommisionens beretning om 2-dages krigen” behandler i langt højere grad end den ovenstående faglige tekst den kontrafaktiske historie frem for det faktiske forløb. Der tages udgangspunkt i begivenheden, hvor et amerikansk fly på rekognoscering over Cuba nedskydes af et sovjetisk SAM batteri og piloten dræbes. Derefter spinder teksten videre på hvad der kunne være hændt hvis USA havde valgt at komme med en modreaktion på dette. Teksten beskriver dette som den første gang ”at lokale sovjetiske kommandører var begyndt at tage sagen i deres egne hænder”(side 2, linje 37-38). Den essentielle begivenhed bliver dermed at det amerikanske fly blev skudt ned, da denne handling åbnede op for at flere sovjetiske underordnede begyndte at handle selvstændigt. Denne tanke om at krisen kunne have udviklet sig yderligere som følge af sovjetiske handlingsprocedurer hænger godt sammen med det indledende brev i teksten. Her bruges det narrative virkemiddel at afsenderen er en person der skal redegøre for hvordan konsekvenserne af Cubakrisen under navnet 2-Dages Krigen kunne blive så omfattende. Herunder inddrages også retfærdiggørelse af USA’s handlinger og dermed skal skyldfølelsen fjernes fra Amerikanernes samvittighed. Af denne grund pålægges Sovjetunionen skylden for det handlingsforløb teksten beskriver, dvs. det kontrafaktiske forløb. Historiesynet lægger dermed vægt på at det er enkelte personers aktørniveau der er historiens drivkræfter.
I.f.t. den meget detaljerede beskrivelse i førnævnte tekst forholder ”3. verdenskrig” af Rasmus Dahlberg sig mere overordnet til, hvis nu Cubakrisen havde løbet løbsk. Endnu en gang nævnes den begivenhed hvor et amerikansk fly skydes ned men det afgørende, der fremhæves i denne tekst, er at præsident Kennedy ikke valgte ”at svare igen, og dermed forhindrede han formodentlig 3. Verdenskrig”(side 156, linje 9-11) Det var dermed Kennedys passitivitet, dvs. en form for Appeasement-politik, overfor Sovjets første angreb der var udfaldsgivende for at det kontrafaktiske forløb ikke blev faktisk. Herved er det kun få faglige oplysninger vi får fra teksten da den i høj grad kun fokuserer på det hypotetiske. Denne mindre form for svaghed forstærkes af sprogbruget hvor ord som ”hvis” og ”formodentlig” optræder en del gange. Disse betoner at hele teksten blot er noget forfatteren gisner om, men idet man er opmærksom på at det netop er den kontrafaktiske historie som teksten behandler, så svækker dette ikke teksten. I stedet er disse ord med til at fremhæve teksten hensigt.

Den kontrafaktiske historieskrivning har både en række fordele og ulemper. Et positivt aspekt ved denne historieskrivning er, at mennesket ved at lægge mærke til de små ting gennem tiden, der kunne have givet enorme udfald, bliver klogere på, hvad man i fremtiden skal være opmærksom på. Derved ville man kunne forhindre at man ender med, at det, der kunne være sket, en dag sker. Dette kunne mhp. Cubakrisen fx være en bevidsthed om at man i krisetider måske ikke altid skal handle hurtigt og instinktivt men i stedet vurdere hvad der ville være bedst på længere sigt. Dog indebærer kontrafaktisk historie også en masse gætterier om fortiden uden at der nødvendigvis er hold i disse. Dette kan medføre, at mennesket fejlfortolker deres historie og dermed i fremtiden agerer forkert i.f.t. denne.

Sara og Cille
Kontrafaktisk Historie
Cuba krisen


Teksten ”Danforth Kommisionens beretning om 2-dages krigen” gives en kontrafaktisk beskrivelse af handlingsforløbet under Cuba-krisen. Teksten er skrevet som en rapport, der klarlægger handlingsforløbet under ”2-dages krigen” – en fiktiv kortvarig konflikt hvor den kolde krig blev varm. Denne ”2-dages krig” er en hypotetisk udvikling af begivenhederne der fandt sted den 27. oktober 1962. Her blev et amerikansk spionfly af typen U2 skudt ned af luftværnsmissiler affyret fra Cuba. Flyets pilot blev dræbt og dette kan altså ses som en regulær krigshandling. Og det er så her at forfatteren vælger at skildre hvordan denne episode kunne have udviklet sig, hvis ikke Præsident Kennedy havde været ved magten og håndteret situationen som han gjorde. Hændelserne under ”2-dages krigen” er som sagt beskrevet som en rapport der klarlægger hændelserne og tager derfor mange relevante faglige oplysninger med ind i teksten. Der bliver brugt præcise betegnelser for diverse militærenheder og der bliver altså ikke indført en masse urealistiske våben. Som konflikten udvikler sig synes jeg dog at handlingsforløbet bliver overdrevet. Pludselig vælger de sovjetiske tropper at affyre atommissiler imod amerikansk jord – ja faktisk helt op til Washington, hovednerven i det amerikanske forsvar. Dette resulterer i at USA starter den Integrerede Operationsplan – en plan som fører til en total udslettelse af USSR.
Den begivenhed som går igen i de to kontrafaktiske tekster er nedskydningen af U2 flyet over Cuba d. 27. oktober, dvs. en begivenhed der rent faktisk fandt sted. Begge tekster er også enige om at en optrapning af konflikten ville have fået katastrofale konsekvenser.

I den kontrafaktiske tekst ”3. verdenskrig – Cubakrisen løber løbsk” fokuseres der på hvad der ville være sket, hvis Kennedy havde reageret på at et amerikansk fly blev skudt ned over Cuba. Den første del af teksten er reelle facts på hvad der faktisk skete, og anden del er kontrafaktisk. På den måde er der god overensstemmelse mellem den kontrafaktiske del og den reelle historie del, da den kontrafaktiske del netop tager udgangspunkt i en begivenhed belyst i den reelle historie del. I denne tekst fokuseres der som nævnt ovenstående på nedskydningen af et amerikansk fly som en af de mest vigtige og essentielle begivenheder. Da det reelt var en af de begivenheder som var ”varm” da den involverede beskydning, og ikke kun magt og trusler som den kolde krig ellers generelt bar præg af. Der er en naturlig logisk tankegang i teksten, det virker ikke som den river ned fra hylderne, men derimod fokuserer den på at krigen ville eskalere som følge af det materiel der allerede var i området.

At begge tekster bygger på begivenhederne d. 27. oktober viser at denne episode var en af de mest kritiske episoder under Cubakrisen. Vi kan derfor kun være taknemmelige over at Præsident Kennedy reagerede som han gjorde. Man kan altså ved at kigge på historien kontrafaktisk finde frem til hvilke begivenheder der var af størst betydning for at historien udfoldede sig som den gjorde. Der hvor den kontrafaktiske historiebeskrivelse kommer til kort, er at det jo som bekendt er umuligt at forudsige hvad der ville være sket og derfor kan man i sidste ende heller ikke drage nogle klare konklusioner ud fra den kontrafaktiske historieskrivning.