I bogen ”det 20. Århundredets verdenshistorie” mener forfatterne, at den afgørende begivenhed var da de russiske handelsskibe vendte om nær Cuba og dermed ikke tvang USA til en konfrontation, som højst sandsynligt havde udløst 3. Verdenskrig. I modsætning mener teksten ”3. Verdenskrig” at den afgørende handling var da J.F. Kennedy valgte at ignorer det Sovjetiske ”angreb”, da et amerikansk U-2-spionfly blev skudt ned over Cuba. Grunden til han netop ignorerede dette angreb var fordi kommandoen ikke kom for Moskva, men for nogle kommandører i Cuba som havde taget sagen i egen hånd. I den sidste tekst ”2-dags krigen” som er en fiktiv fortolkning af startskuddet til 3. Verdenskrig bliver den afgørende handling udgivet for at være, da USA’s to destroyere Blandy og Domado valgte at åbne ild og synke den russiske ubåd idet den havde angrebet det amerikanske hangarskib Randolph.
I bogen ”det 20. Århundredets verdenshistorie” bliver Cuba-krisen fremstillet med mange relevante faglige oplysninger. Det er den tekst der foregår på mindst spekulationer, og den fremlægger den Kolde krigs brandpunkt med et objektiv syn. I modsætning foregår ”2-dags krigen” på rene spekulationer, og det er svært at bruge teksten til at finde historiske faglige oplysninger, idet der ikke er specielt meget som virkelig er sket. Teksten ”3. Verdenskrig” er et blanding af et kontrafaktisk syn og virkelige facts. Dermed kan vi bruge teksten i starten til at få relevante faglige oplysninger, hvorimod de sidste forgår på spekulationer.
Fordele ved kontrafaktiske historieskrivninger er, at man får en fornemmelse af hvor lidt der skal til for at det kan ændre hele verdenshistorien. På den måde kan man få et godt billede af hvor afhængige menneskeheden er af ganske få personer. En ulempe ved den kontrafaktiske skrivemetode er at det meste foregår på spekulationer og det på længere sigt kan være svært at forholde sig til, idet man kan sætte spekulationer ved alting.
Christian og Rasmus
Ingen kommentarer:
Send en kommentar