I 1871 efter sejren over Frankrig proklamerede Bismark foreningen af det tyske kejserrige. Udsigten til en samlet tysk nationalstat faldt bestemt ikke i franskmændenes smag, og den nationale stolthed må have været tæt på kollaps givet det faktum at det foregik på et af monumenterne for landets tidligere storhed - Versailles.
Derfor virkede det helt fair at fredsforhandlingerne efter 1. verdenskrig foregik selvsamme sted.
Nu skulle tyskerne have gengæld. De skulle ikke blot straffes og ydmyges, de skulle fratages alle muligheder for fremtidig europæisk indflydelse. Og fremfor alt skulle Frankrig have hvad der "retmæssigt" var deres.
Således henvendte den franske premierminister George Clemenceau sig til de tyske delegerede den 7. maj 1919 ved påbegyndelsen af fredsforhandlingerne:
"Her er hverken stedet eller tiden til at tale overflødige ord. De har for Dem befuldmægtigede fra de små og store magter, der har forenet sig for at udkæmpe den frygtelige krig, der er blevet dem påtvunget. Regnskabets time er kommet. De har bedt om fred. Vi er rede til at tilstå Dem den. [...] Til yderligere klarlæggelse af min tankegang må jeg nødvendigvis tilføje over for Dem, at denne anden Versaillesfred, som nu skal være genstand for vore drøftelser, har været alt for dyrekøbt for de her repræsenterede folk, til at vi ikke hele tiden skulle være besluttede på ved alle de midler, som står i vor magt, at opnå enhver rimelig oprejsning og erstatning, som skyldes os."
Hvorvidt Frankrig fik den fred de ønskede må henligge til en anden diskussion.
Hvad jeg derimod synes er interessant er hele begrebet fredsforhandling. For hvad er egentlig det primære formål med en fredsaftale: At stoppe konflikten, straffe taberen eller forhindre en gentagelse? Jeg er endnu ikke stødt på nogen kilder, som angiver officielle retningslinjer for hvordan regnskabet skal gøres op: "1000 døde = 1 million mark". "Vinderen kan frit vælge et af taberens landområder". "Taberen skylder en omgang".
I tillæg hertil kommer det faktum at historikere, politikere og andre (kloge hoveder!) i eftertiden har haft svært ved at placere den endegyldige skyld eller årsag til 1. verdenskrig. Er Versaillesfreden derfor et bevis på at "sejrherren altid har ret"?
Versailles"freden" er i hvert fald et bevis på, at sejrherrene har magten - og i dette tilfælde også udnytter den! Hensigten med fredsforhandlinger må være at få afsluttet krigen på en fornuftig måde og sørge for, at der ikke kommer en ny. I dette tilfælde fik Tyskland en hård straf, som de ikke kunne gøre meget imod, da sejrherrene stort set havde frit slag.
SvarSletVersailles forhandlingen, er et eksempel på at sejrherrerne skriver historien. I en ideel verden ville fredsforhandlinger dreje sig om, at finde en måde, at komme om på den anden side af krigen med mindst mulige tab.
SvarSletDette var ikke tilfældet ved Versaillesfreden og derfor mener jeg at Tyskland blev tvunget til, at starte 2. verdenskrig. Dette var nødvendigt for, at de kunne opretholde sig selv som nation efter den urimeligt hårde straf de fik efter 1. verdenskrig
Formålet med en fredsforhandling ligger næsten i ordet: at opnå fred efter krig og krise og dermed også at lægge fortiden bag sig for at skabe en fredelig fremtid. Det betyder at hævn og straf ikke burde have været en del af Versaillesfreden. Denne fred blev dermed et bevis på, at sejrsherrerne ikke nødvendigvis har ret, idet forhandlingerne i sidste ende resulterede i 2. Verdenskrig. Samtidig blev freden dog også et bevis på en generel opfattelse der var - og måske er! - i verden om, at sejrsherrerne muligvis ikke har ret, men at de i hvert fald har retten til en hvis magt og dominans.
SvarSletEn fredsforhandlings formål må være at opnå fred efter en eller flere krigshandlinger. Men dette udelukker jo ikke muligheden for at sejrherrerne også lige sikre sig en "erstatning" for de krigsomkostninger de har haft. Under Versaillesfreden lader det til at de franske diplomaters fokus lå på at straffe Tyskland og skaffe Frankrig oprejsning snarere end at sikre verdensfreden. Derfor kan man konkludere at ud over at sikre freden bør den vigtigste dagsorden under en fredsforhandling nok være at forhindre en gentagelse.
SvarSletSejersherrene skriver historien.
SvarSletForhandlingerne i Versailles er et tydeligt tegn på sejersherrene skriver historien. I dette tilfælde var Tyskland de store tabere, eftersom de blev påkravet flere ændringer både militært og økonomisk.
Men var dette fair. som Morten skriver har disse restrationer været et godt grundlag for Tyskland og gå i krig igen. Hvis man i stedet for havde straffet Tyskland så hårdt, burde man måske have fundet en mere fair vej for begge parter.
Den reele grund til at lande går i krig, er pga. deres egne interesser. Da Tyskland fx tabte 1. verdenskrig, var det fordi deres interesser ikke "passede" så godt med deres modstandere. da der er så stor en magt mod dem, så er det klart at de taber, og derfor har modstanderne magten efter krigen. taberen har intet at skulle have sagt efter en krig. dette kommer stærkt til udtryk i Versailles-freden. jeg syntes ikke man kan kalde dette en fred. fred er pr. definition en tilstand uden krig og stridigheder. men når man laver en fredskontrakt som Versailles-"freden", så tror jeg nok at der er stridigheder mellem landende. groft sagt blev resultatet 2. verdenskrig.
SvarSletdet er et tegn på at sejrherrerne havde magten, og magten brugte de til Versaillesfreden efter 1. verdenskrig. Traktaten var hård for Tyskland, som blandt andet måtte afstå Alsace-Lorraine, de må maks have en hær på 100.000 mand, havde anvaret for krigsskadeerstatninger og i 1921 blev beløbet slået fast til ca. 132 mia. guldmark.
SvarSletDa traktaten var så hård for Tyskland kunne det være en god grund til at de startede 2. verdenskrig.
Versaillesfreden kan ikke karakteriseres som en fredsforhandling, idet ingen af punkterne på dagsordenen havde noget som helst med at skabe fred og forhindre en fremtidig krig at gøre. Derimod kunne denne forhandling ses, som en magtkamp imellem stormagterne om, hvem der skulle have diverse økonomiske fordele efter Tysklands fald. Dette viser også at de mest magtfulde ikke altid har ret, siden denne "fredsforhandling" resulterede i 2.verdenskrig, men ihvertfald har retten til at tage hvad de vil have og at de er ikke bange for at udnytte dette.
SvarSletMeningen med Versaillesfreden må som ordet angiver, havde været at opnå fred. Sejrsherrerne øjnede muligheden for, at få et udbytte af krigen, og sikre dem selv en god økonomi og derved en grobund for en god fremtid. I og med at sejrsherrerne gav tyskerne denne enorme krigserstatning ville man også sikre at Tyskland forblev underlegne de næste mange årtier og ikke kunne fører en ny krig.
SvarSletDisse fredsforhandlinger resulterede i 2. verdenskrig, og man må derfor konkludere at sejrsherrerne altid vil have magten, men at det ikke er altid de kan finde ud af at håndtere den.
Rasmus O og Mick
"The Winner takes it all" Siger Abba i en kendt sang. Der har været flere hensigter og interesser i Versaillesfreden, fra forskellige lande. Man kan analysere den lige som en normal tekst, og man kan både se gengæld, fred og forhindring af gentagelse i freden.
SvarSletMan skulle måske have lagt mere vægt på at forhindre en gentagelse da det hele endte op i 2. verdenskrig.