Hvad nu hvis..

... Cuba-krisen havde udviklet sig til mere end en krise?

I bogen Det 20. århundredes verdenshistorie side 135-137 redegøres der for det faktiske forløb af Cuba-krisen. De to førende supermagten i verden USSR og USA opruster hver især til en krig, der aldrig bliver varm. Begge magter spiller et højt spil og den mindste fejltagelse kan medføre starten på en 3. verdenskrig, hvilket ingen af de to modparter ønskede. Dette underbygger, at forholdet imellem magterne, er ekstremt anspændt. Teksten giver, en meget overskuelig redegørelse for forløbet, samtidig med at man opnår en relevant viden om krisen. Man får desuden også et overblik over hvem der foretog sig hvad. Den afgørende begivenhed i dette forløb, beskrives som da de russiske handelsskibe vender om, da der dermed ikke sker en konfrontation imellem de 2 supermagter. Da denne idé om ikke at opnå en konfrontation imellem magterne og de to ledere hver især bruger tid på at tænke sig om inden de handler, kan man sige at historiesynet er idealistisk. Dette ses da det netop er ideer og historiske personligheder, som er drivkræften i denne historiske begivenhed. Da teksten her er skrevet meget objektivt og præcis, er sproget med til at underbygge tekstens troværdighed.

I uddraget fra Robert L. O’Connells ”Danforth Kommisionens beretning om 2-dages krigen” ses en kontrafaktisk redegørelse af Cuba-Krisen. Uddraget tager udgangspunkt i den afgørende begivenhed, hvor et amerikansk U-2 fly skydes ned af lokale sovjetiske kommandører på Cuba. Herfra går forfatteren over til hypotetisk at komme med et bud på, hvad der kunne være sket, hvis Kennedy havde valgt at svare igen. Denne begivenhed giver også anledning til at flere sovjetiske tropper begynder at handle selvstændigt, og ikke længere adlyder ordre fra USSR, hvilket kun gør krisen værre. Teksten er overdrevet, hvilket gør den til et godt eksempel på hvor lidt der skal til for at gøre en kold krig varm og hvad der kunne være sket, hvis ikke de to stormagter havde tænkt sig om. Teksten er opbygget som en rapport og hvis det kontrafaktiske havde været det faktiske ville den have været en god informationskilde, da den er meget præcis og opstiller direkte tidspunkter, flynumre og længder. Da den er kontrafaktisk, kan vi desværre ikke bruge den som information til at beskrive begivenhedsforløbet, men den kan som før nævnt bruges til at analyserer hvor lidt der skal til at gøre en kold krig varm. Teksten bruger her de narrative virkemidler hvilket kommer til udtryk på forsiden og den indledende beskrivelse. Her får vi at vide at det er denne Ph. D professor, der har redigeret denne beretning om Cuba-krisens udfald. Her misbruges betegnelsen Ph.D, hvilket vi normalt associerer med en kløgtig person, der har sin viden i orden. Samtidig beskrives denne tekst som et middel til at fjerne skyldfølelsen hos Amerikanerne, som denne krise kan have pålagt dem. Der kan her opstå tvivl om visse begivenheder, udtalelser mm. kan være redigeret til USA’s fordel. Historiesynet her er stadig idealistisk, da det stadig er de historiske personligheder der af afgørende for begivenhedernes udfald.

I teksten ”3. verdenskrig – Cubakrisen løber løbsk” af Rasmus Dahlberg er der både en faktisk og en kontrafaktisk del. I den faktiske del redegøres der for det nedskudte Amerikanske U-2 fly og hvordan Kennedy valgte at se bort fra dette. Der menes at han formådeligt forhindrede 3. verdenskrig. Derudover ville både Kennedy og Krustjov undgå en 3-verdenskrig og de indgik derfor aftalen om, at begge partner fik fjernet raketterne i henholdsvis Tyrkiet og Cuba. Denne del af teksten beskriver udmærket den centrale begivenhed, hvor Kennedy vælger ikke at svare tilbage på det nedskudte fly. Derudover beskrives der den aftale som de to supermagter indgik. Denne kilde kan derfor bidrage med relevant information. Derudover er der en kontrafaktisk del, der giver et bud på, hvad der ville være sket, hvis Kennedy havde reageret anderledes de 27. oktober. Europa og Sovjet ville have været i ruiner og USA underlagt store skader. Teksten er meget overskuelig og der er derfor et godt sammenspil imellem det faktisk og det kontrafaktiske. Da vi stadig har med enkeltpersoner der muligvis har gjort den store forskel er historiesynet her også idealistisk.

Begge kontrafaktiske tekster har episoden med nedskydningen af et amerikansk fly, som den centrale begivenhed, hvilket viser at dette har været det sted i den kolde krig, der var tættest på at blive varm. På denne måde er den kontrafaktiske historieskrivning med til at fremhæve og udvælge de nøglebegivenheder, der har haft størst betydning i historien. Ulempen ved denne metodeform er, at det kun er hypoteser og formodninger om hvad der kunne være sket og ikke hvad der faktisk skete.