onsdag den 21. juli 2010

Er fortiden underlagt 10-tals systemet?

"Det 20. århundrede var usædvanlig med baggrund i de teknologiske, medicinske, sociale og ideologiske ændringer som skete. Endelig var århundredet præget af en lang række opfindelser, og en skala af krig og folkedrab som ikke var set tidligere. Alle aspekter af livet for så godt som alle mennesker blev forandret fundamentalt i løbet af det 20. århundrede."

Således lyder den korte beskrivelse af det 20. århundrede på wikipedia. Den indeholder to væsentlige historiefaglige problemstillinger - nemlig gyldigheden af periodiseringer og generaliseringer af historien. Betegnelsen det 20. århundrede og dets afgrænsning er hentet i vores daglige og intuitive anvendelse af 10-tals systemet. Jovist, der besidder flere praktiske fordele men hvor er hensynet til selve historien? Hvem siger at den nødvendigvis følger de gængse måleenheder?

Dertil kommer de generaliserende prædikater som tillæges disse standard perioder, "De grå 50'ere", "de glade 60'ere" og "fattigfirserne". Igen nyttige, men kun lidt forklarende. Prøv at læse det indledende citat igen og forestil dig at det var møntet på det 19. århundrede. Ville det være helt misvisende?
Ikke i min bog!

Udfordringen består således ikke blot i at finde en balance mellem generaliseringernes praktiske formål og historiens kompleksitet, men samtidig også at vælge den "rigtige" skæringsdato.
Og da har jeg slet ikke problematiseret forfatterens historiesyn.

Kort og godt:
Hvordan vil du beskrive og afgrænse det 20. århundrede?

Men, lad dig ikke slå ud hvis du mener at dette spørgsmål er svært eller ligefrem overvældende, for som den italienske historiker Franco Venturi svarede på selv samme udfordring: "For mig er det 20. århundrede intet andet end den konstant gentagne bestræbelse på at forstå det".