mandag den 15. november 2010

Kontrafaktisk Historie
Cuba krisen


Teksten ”Danforth Kommisionens beretning om 2-dages krigen” gives en kontrafaktisk beskrivelse af handlingsforløbet under Cuba-krisen. Teksten er skrevet som en rapport, der klarlægger handlingsforløbet under ”2-dages krigen” – en fiktiv kortvarig konflikt hvor den kolde krig blev varm. Denne ”2-dages krig” er en hypotetisk udvikling af begivenhederne der fandt sted den 27. oktober 1962. Her blev et amerikansk spionfly af typen U2 skudt ned af luftværnsmissiler affyret fra Cuba. Flyets pilot blev dræbt og dette kan altså ses som en regulær krigshandling. Og det er så her at forfatteren vælger at skildre hvordan denne episode kunne have udviklet sig, hvis ikke Præsident Kennedy havde været ved magten og håndteret situationen som han gjorde. Hændelserne under ”2-dages krigen” er som sagt beskrevet som en rapport der klarlægger hændelserne og tager derfor mange relevante faglige oplysninger med ind i teksten. Der bliver brugt præcise betegnelser for diverse militærenheder og der bliver altså ikke indført en masse urealistiske våben. Som konflikten udvikler sig synes jeg dog at handlingsforløbet bliver overdrevet. Pludselig vælger de sovjetiske tropper at affyre atommissiler imod amerikansk jord – ja faktisk helt op til Washington, hovednerven i det amerikanske forsvar. Dette resulterer i at USA starter den Integrerede Operationsplan – en plan som fører til en total udslettelse af USSR.
Den begivenhed som går igen i de to kontrafaktiske tekster er nedskydningen af U2 flyet over Cuba d. 27. oktober, dvs. en begivenhed der rent faktisk fandt sted. Begge tekster er også enige om at en optrapning af konflikten ville have fået katastrofale konsekvenser.

I den kontrafaktiske tekst ”3. verdenskrig – Cubakrisen løber løbsk” fokuseres der på hvad der ville være sket, hvis Kennedy havde reageret på at et amerikansk fly blev skudt ned over Cuba. Den første del af teksten er reelle facts på hvad der faktisk skete, og anden del er kontrafaktisk. På den måde er der god overensstemmelse mellem den kontrafaktiske del og den reelle historie del, da den kontrafaktiske del netop tager udgangspunkt i en begivenhed belyst i den reelle historie del. I denne tekst fokuseres der som nævnt ovenstående på nedskydningen af et amerikansk fly som en af de mest vigtige og essentielle begivenheder. Da det reelt var en af de begivenheder som var ”varm” da den involverede beskydning, og ikke kun magt og trusler som den kolde krig ellers generelt bar præg af. Der er en naturlig logisk tankegang i teksten, det virker ikke som den river ned fra hylderne, men derimod fokuserer den på at krigen ville eskalere som følge af det materiel der allerede var i området.

At begge tekster bygger på begivenhederne d. 27. oktober viser at denne episode var en af de mest kritiske episoder under Cubakrisen. Vi kan derfor kun være taknemmelige over at Præsident Kennedy reagerede som han gjorde. Man kan altså ved at kigge på historien kontrafaktisk finde frem til hvilke begivenheder der var af størst betydning for at historien udfoldede sig som den gjorde. Der hvor den kontrafaktiske historiebeskrivelse kommer til kort, er at det jo som bekendt er umuligt at forudsige hvad der ville være sket og derfor kan man i sidste ende heller ikke drage nogle klare konklusioner ud fra den kontrafaktiske historieskrivning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar