Det er stadig et spørgsmål som ivrigt debatteres og der er selvfølgelig flere faktorer i spil. Vi vil her forsøge at komme med et bud på de væsentligste grunde til krisen.
I USA var der godt gang i økonomien i 20’erne, produktionen steg og steg pga. effektiviseringen af produktionen. Ikke nok med at produktionen var hurtigere, den var også billigere og krævede ikke nær så meget arbejdskraft. I starten var den stigende produktion ikke noget problem idet efterspørgslen fyldte trop. Det var nu blevet muligt at købe bl.a. biler på afdrag og det benyttede befolkningen sig af. Men den effektive produktion og de faldene priser, var ikke udelukkende en god ting. Mange landmænd satte produktionen væsentligt op for at kompensere for den lave fortjeneste og dette fik blot priserne til at falde yderligere da de ikke kunne få afsat deres varer. Effektiviseringen havde heller ikke skabt flere arbejdspladser, hvilket havde skabt en ustabil situation hvor efterspørgslen i høj grad var baseret på de mange lån, som det nu var muligt at tage. Priserne på aktiemarkedet var også steget kraftigt som følge af den generelt positive stemning i 20’erne hvilket havde skabt et kunstigt højt niveau. i 1928-1929 begyndte der er for alvor at være mangel på efterspørgsel og mange virksomheder havde problemer med at holde produktionen gående. Dette var medvirkende til børskrakket d. 29. oktober 1929, som betragtes som den afgørende begivenhed som startede den internationale krise. Grunden til at krisen smittede kraftigt af på Tyskland skyldes at USA havde givet store lån til Tyskland, som nu blev trukket tilbage og herved forsvandt hele fundamentet for den tyske økonomi.
Efter første verdenskrig var Tyskland under stort økonomisk pres. Ikke nok med at krigen havde tæret hårdt på økonomien, der var også blevet lagt en enorm krigsskadeerstatning oven i. Desuden havde staten en stor indlandsgæld, dvs. den skyldte borgerne penge. Dette problem ”løste” regeringen ved at sætte seddelproduktionen op, hvilket skabte en hyperinflation hvor penge nærmest blev ubrugelige. Dette har sandsynligvis været medvirkende til at starte et mistillidsforhold mellem befolkningen og Weimarrepublikken. Denne situation blev dog stabiliseret i 1923-1924 med indførslen af en ny møntfod. Herefter gik det fremmed for den tyske økonomi takket være lån fra bl.a. USA og en nedsættelse og udsættelse af krigsskadeerstatningen. Men som nævnt tidligere blev disse lån trukket tilbage efter børskrakket i 1929, hvilket medførte mange bankkrak og massefyringer i Tyskland.
At Sovjetunionen klarede sig uden om den store internationale krise må hovedsageligt skyldes at Sovjetunionen var stort set udelukket fra det internationale handelsmarked. Det betød intet for den russiske økonomi at der var stor arbejdsløshed i USA og i store dele af Europa. Den manglende efterspørgsel havde heller ingen betydning, da Sovjetunionen ikke afsatte varer til andre lande. De var selvforsynende(eller prøvede på at være det) og der var derfor ingen grund til at krisen skulle smitte af. Det frie marked havde haft stor betydning for krisens udvikling i USA og da det kommunistiske Sovjet ikke havde et frit marked, var der slet ikke nogen risikofaktor på den front.
Hvordan løste man så krisen?
USA brugte en af John Maynard Keynes eksempler på, hvordan en økonomisk krise kunne løses.
John Maynard Keynes, britisk økonom, fremlagde i alt tre forskellige eksempler, i ”The end of Laissez-Faire” fra 1926.
1) Han mener ikke, at problemerne omkring krisen kan løses af individet, men at man derimod bliver nødt til at gribe til større metoder, som f.eks. at få en bevidst kontrol over pengecirkulationen, som skulle være statens opgave, altså at man tog forholdsregler for hvordan pengene løb rundt. Kunne man styre dette, ville overblikket over erhvervslivets situation forbedres.
2) En ting som både individet og staten kan gøre, er at spare penge op, eller foretage fornuftige investeringer. Dette vil komme individerne selv til gode, og individet vil gøre klogt i at lave investeringer, idet John Keynes tror, at en eller anden form for koordineret og velovervejet bedømmelse er ønskelig.
3) John Keynes’ sidste eksempel på, hvordan man opretter balancen efter krisen, omhandler befolkningen. Her tales om, at hvert land behøver en velovervejet national politik omkring befolkningens størrelse, og om denne skal være større eller mindre, eller om den nuværende størrelse på befolkningen er den mest hensigtsmæssige.
Dette eksempel kan perspektiveres til Kina, hvor det i dag kun er lovligt at have ét eller to børn, alt afhængig af hvilket køn det første barn bliver.
USA anvendte nummer to nemlig, at staten og individet skulle spare penge op eller få gang i nogle fornuftige investeringer. Det gjorde USA bl.a. af en grund, for at kunne kontrollere, at pengene kun blev brugt i formål, der kunne styrke landet, hvilket vi kommer nærmere ind på i næste afsnit.
Som før omtalt løste tyskerne deres krise ved at lave en ny Mark (1 ny Mark = 1 billion gammel Mark), dette gjorde at indlandsgælden var ude af billede. Af resterende gæld var der stadig krigsgælden og gælden til USA samt andre lande, men i 1930 valgte Tyskland imidlertid at standse betalingerne og siden da er der ikke blevet rejst krav om genoptagelse af betalingerne. På den måde klarede tyskerne sig på snedig vis igennem krisen og kunne nu genoprette et fælles Tyskland.
Afspejlede landets politiske ideologi sig i deres måde at håndtere krisen på?
I Tyskland havde Nazisterne fremgang, men for dem var denne krise, eller rettere sagt gæld, en hindring for deres politiske holdning. For at få samlet landet til et stærkt nationalistiskstyre, var det derfor en lettelse, da de i 1930 var kommet krigsgælden til livs, samtidig med indlandsgælden også var faldende. Så man kunne finde tegn på den nazistiske ideologi i håndteringen.
Den engelske nationaløkonom John Maynard Keynes’ andet eksempel om opsparing og investeringer passer tydeligt på USA’s økonomiske politik, fordi at USA gjorde store investeringer bl.a. med handel. Dette er liberalisme, fordi at USA plejede deres egne interesser ved først at tjene stort ind på 1. verdenskrig og derefter selv gå med i krigen, for dernæst at være med i forhandlingerne ved Versailles-traktaten og få plejet deres egne interesser.
Hvordan kan man så sige, at datidens krise så i kontrast til den krise, der raser for tiden?
Ligesom John Keynes´ anden løsning med at staten og indviet skal spare penge sammen eller bruge pengene på fornuftige investeringer, ses nu en lignende tildens.
Danmark oplevede i 2007 begyndelsen på endnu en finanskrise, der har ramt store dele af befolkningen, hårdest ramt var de svageste i samfundet. Regeringen har prøvet med forskellige tiltag, alt fra højere skatter til nedskæringer på børnepengene, for at rette op på denne krise. en anden ting regeringen har gjort, var de lavede bankpakker, altså sparet nogle penge op, for at kunne bruge dem på fornuftige investeringer, ligesom Keynes sagde.
En anden påfaldende ting som krisen i 1920’erne og den der er nu er, at begge gange oplevede man en næsten urealistisk højkonjunktur, som til sidst vælger og krakke.
Det stiller os tilbage med spørgsmålet, kunne vi have forudset at denne krise ville komme, lå det simpelthen i kortene at det ville ske, altså næsten deterministiske tegn?
