Læreplanen

Uddrag fra læreplanen:

Faglige mål: Eleverne skal kunne:

dokumentere viden om centrale udviklingslinjer og begivenheder i Danmarks historie, Europas historie og verdenshistorie, herunder sammenhænge mellem den nationale, regionale, europæiske og globale udvikling

dokumentere viden om forskellige samfundsformer

formulere historiske problemstillinger og relatere disse til deres egen tid

analysere samspillet mellem mennesker, naturgrundlag og samfund gennem tiderne

analysere eksempler på samspil mellem materielle forhold og mentalitet i tid og rum

forklare samfundsmæssige forandringer og diskutere periodiseringsprincipper

forklare måder at forme og styre samfund på og se konsekvenserne heraf for individets vilkår

reflektere over mennesket som historieskabt og historieskabende

indsamle og systematisere informationer om og fra fortiden

bearbejde forskelligartet historisk materiale og forholde sig metodisk-kritisk dokumenterende til eksempler på brug af fortiden.


Kernestoffet er følgende:
Indtil 1453

antikkens samfund
Danmarks tilblivelse
europæisk middelalder
kulturmøder: kristen og muslimsk kultur.

1453-1776

renæssancen
reformationen
oplysningstiden
kulturmøder: kolonisering.

1776-1914

revolutioner
dansk demokrati
national identitet
industrialisering
kulturmøder: imperialisme.

1914-1989

ideologiernes kamp
velfærdsstaten
afkolonisering
menneskerettigheder
Murens fald.

1989-i dag

Danmarks internationale placering
europæisk integration
globalisering

Mundtlig eksamen
Prøveform a): Der afholdes en mundtlig prøve på grundlag af et kendt tema med tilhørende ukendt materiale af 10-15 normalsiders omfang.
Temaet skal have relation til det læste stof.
Bilagsmaterialet vælges af eksaminator og fremsendes til censor senest 5 hverdage før 1. prøvedag. Bilagsmaterialet godkendes forud for prøvens afholdelse af censor. Bilagsmaterialet skal i videst muligt omfang indeholde forskelligartede materialetyper.
Hvert bilagssæt må højst anvendes ved 3 eksaminationer samme dag og ikke ved følgende prøvedage på samme hold.
Eksaminationsgrundlaget er det ukendte bilagsmateriale og det læste stof. Der gives mindst 24 timers forberedelsestid og 30 minutters eksaminationstid.
På baggrund af det udleverede bilagsmateriale og materiale fundet i forberedelsestiden skal eksaminanden opstille, analysere og diskutere en eller flere faglige problemstillinger.
Eksaminanden præsenterer i de første ca. 10 minutter de(n) historiske problemstilling(er) og relationerne til det læste stof. Herefter forløber eksaminationen som en dialog mellem eksaminand og eksaminator.