I 1871 efter sejren over Frankrig proklamerede Bismark foreningen af det tyske kejserrige. Udsigten til en samlet tysk nationalstat faldt bestemt ikke i franskmændenes smag, og den nationale stolthed må have været tæt på kollaps givet det faktum at det foregik på et af monumenterne for landets tidligere storhed - Versailles.
Derfor virkede det helt fair at fredsforhandlingerne efter 1. verdenskrig foregik selvsamme sted.
Nu skulle tyskerne have gengæld. De skulle ikke blot straffes og ydmyges, de skulle fratages alle muligheder for fremtidig europæisk indflydelse. Og fremfor alt skulle Frankrig have hvad der "retmæssigt" var deres.
Således henvendte den franske premierminister George Clemenceau sig til de tyske delegerede den 7. maj 1919 ved påbegyndelsen af fredsforhandlingerne:
"Her er hverken stedet eller tiden til at tale overflødige ord. De har for Dem befuldmægtigede fra de små og store magter, der har forenet sig for at udkæmpe den frygtelige krig, der er blevet dem påtvunget. Regnskabets time er kommet. De har bedt om fred. Vi er rede til at tilstå Dem den. [...] Til yderligere klarlæggelse af min tankegang må jeg nødvendigvis tilføje over for Dem, at denne anden Versaillesfred, som nu skal være genstand for vore drøftelser, har været alt for dyrekøbt for de her repræsenterede folk, til at vi ikke hele tiden skulle være besluttede på ved alle de midler, som står i vor magt, at opnå enhver rimelig oprejsning og erstatning, som skyldes os."
Hvorvidt Frankrig fik den fred de ønskede må henligge til en anden diskussion.
Hvad jeg derimod synes er interessant er hele begrebet fredsforhandling. For hvad er egentlig det primære formål med en fredsaftale: At stoppe konflikten, straffe taberen eller forhindre en gentagelse? Jeg er endnu ikke stødt på nogen kilder, som angiver officielle retningslinjer for hvordan regnskabet skal gøres op: "1000 døde = 1 million mark". "Vinderen kan frit vælge et af taberens landområder". "Taberen skylder en omgang".
I tillæg hertil kommer det faktum at historikere, politikere og andre (kloge hoveder!) i eftertiden har haft svært ved at placere den endegyldige skyld eller årsag til 1. verdenskrig. Er Versaillesfreden derfor et bevis på at "sejrherren altid har ret"?
