Hvad nu hvis...

...Cuba-krisen havde udviklet sig til mere end en krise?

I bogen Det 20. århundredes verdenhistorie side 135-137 omtales det, hvordan Cuba-krisen forløb i de 13 dage den varede. Af relevante informationer oplyses det, hvorledes de to supermagter, USA og Sovjetunionen, reagerede på modpartens handlinger. Dermed pointeres det også hvor anspændt denne situation var for verden. Idet Cubakrisen altså udgjorde tidspunktet for, hvornår den kolde krig virkelig spidsede til, omtaler teksten også hvorfor det, der skete, skete. Dvs. den undersøger hvorfor Cubakrisens omfattende konsekvenser aldrig udviklede sig til mere end frygt. Et eksempel på dette er bl.a. at der var en hvis tilbageholdenhed hos de to nationers ledere, der ikke ønskede at risikere en atomkrig. Dette nævnes som et afgørende argument for at krisen forløb som den gjorde. Teksten forholder sig dermed til emnet, ved alene at kigge på hvad der skete og udelukker det der pga. omstændighederne og de enkelte begivenheder ikke skete. Historiesynet kan dermed siges at være idealistisk, fordi mht. årsagerne til historiens forløb er det de centrale personer og deres motiver der dominerer. Disse fremhæves som det der determinerede historien.

Uddraget fra Robert L. O’Connells ”Danforth Kommisionens beretning om 2-dages krigen” behandler i langt højere grad end den ovenstående faglige tekst den kontrafaktiske historie frem for det faktiske forløb. Der tages udgangspunkt i begivenheden, hvor et amerikansk fly på rekognoscering over Cuba nedskydes af et sovjetisk SAM batteri og piloten dræbes. Derefter spinder teksten videre på hvad der kunne være hændt hvis USA havde valgt at komme med en modreaktion på dette. Teksten beskriver dette som den første gang ”at lokale sovjetiske kommandører var begyndt at tage sagen i deres egne hænder”(side 2, linje 37-38). Den essentielle begivenhed bliver dermed at det amerikanske fly blev skudt ned, da denne handling åbnede op for at flere sovjetiske underordnede begyndte at handle selvstændigt. Denne tanke om at krisen kunne have udviklet sig yderligere som følge af sovjetiske handlingsprocedurer hænger godt sammen med det indledende brev i teksten. Her bruges det narrative virkemiddel at afsenderen er en person der skal redegøre for hvordan konsekvenserne af Cubakrisen under navnet 2-Dages Krigen kunne blive så omfattende. Herunder inddrages også retfærdiggørelse af USA’s handlinger og dermed skal skyldfølelsen fjernes fra Amerikanernes samvittighed. Af denne grund pålægges Sovjetunionen skylden for det handlingsforløb teksten beskriver, dvs. det kontrafaktiske forløb. Historiesynet lægger dermed vægt på at det er enkelte personers aktørniveau der er historiens drivkræfter.
I.f.t. den meget detaljerede beskrivelse i førnævnte tekst forholder ”3. verdenskrig” af Rasmus Dahlberg sig mere overordnet til, hvis nu Cubakrisen havde løbet løbsk. Endnu en gang nævnes den begivenhed hvor et amerikansk fly skydes ned men det afgørende, der fremhæves i denne tekst, er at præsident Kennedy ikke valgte ”at svare igen, og dermed forhindrede han formodentlig 3. Verdenskrig”(side 156, linje 9-11) Det var dermed Kennedys passitivitet, dvs. en form for Appeasement-politik, overfor Sovjets første angreb der var udfaldsgivende for at det kontrafaktiske forløb ikke blev faktisk. Herved er det kun få faglige oplysninger vi får fra teksten da den i høj grad kun fokuserer på det hypotetiske. Denne mindre form for svaghed forstærkes af sprogbruget hvor ord som ”hvis” og ”formodentlig” optræder en del gange. Disse betoner at hele teksten blot er noget forfatteren gisner om, men idet man er opmærksom på at det netop er den kontrafaktiske historie som teksten behandler, så svækker dette ikke teksten. I stedet er disse ord med til at fremhæve teksten hensigt.

Den kontrafaktiske historieskrivning har både en række fordele og ulemper. Et positivt aspekt ved denne historieskrivning er, at mennesket ved at lægge mærke til de små ting gennem tiden, der kunne have givet enorme udfald, bliver klogere på, hvad man i fremtiden skal være opmærksom på. Derved ville man kunne forhindre at man ender med, at det, der kunne være sket, en dag sker. Dette kunne mhp. Cubakrisen fx være en bevidsthed om at man i krisetider måske ikke altid skal handle hurtigt og instinktivt men i stedet vurdere hvad der ville være bedst på længere sigt. Dog indebærer kontrafaktisk historie også en masse gætterier om fortiden uden at der nødvendigvis er hold i disse. Dette kan medføre, at mennesket fejlfortolker deres historie og dermed i fremtiden agerer forkert i.f.t. denne.

Sara og Cille